Optakt Team Esbjerg og foto: René Jørgensen
6. oktober 2025.
Vi skulle i det mindste ikke overnatte på vej hjem.
Med et lille smil over, at Team Esbjerg denne gang slap for at sove på et koldt lufthavnsgulv, kunne cheftræner Tomas Axnér le over at hjemrejsen fra Ungarn blev lidt kortere end udrejsen. Men knap nok er holdet landet, inden de igen skal i aktion. Skanderborg er vært ved klubbens indtræden i årets Pokalturnering. En turnering, som der har stået Team Esbjerg på over en længere årrække.
For de seneste udgaver af Pokalturneringen har Team Esbjerg domineret. Fire år i træk er det lykkedes klubben at vinde, og det er også en af de turneringer, som vægtes højt.
Derfor går holdet naturligvis efter en sejr tirsdag aften i Skanderborg, og hvis seneste møde mellem de to mandskaber gav en indikation på, hvem der er favorit til at gå videre, står Team Esbjerg ganske godt. De mødte nemlig hinanden i sidste uge, hvor det blev til en 20-målsejr til esbjergenserne. Men med weekendens strabadser in mente gælder det for holdet om at fordele ressourcerne.
– Vi skal vinde kampen. Det er det primære. Men vi spillede også smalt i Ungarn, så vi skal fordele spilletiden lidt igen. Helene Kindberg står til at komme tilbage, efter hun fik en lille skade til træning, og så ser det også ud til, at Kathrine Heindahl kan få lidt spilletid. Det er stadig med respekt for modstanderen og turneringen, siger Tomas Axnér.
Efter så lang en rejse bliver det en balancegang for trænerteamet at få fordelt ressourcerne ordentlig. Derfor valgte de også at give holdet fri mandag, så de kunne komme ovenpå igen og være klar til at forsvare titlen. Og så er det også en lille velsignelse, at de skal møde et hold for anden gang på en uge.
– Det har givet os en mulighed for at give spillerne lidt fri. Vi har lige spillet mod dem, og disse informationer står stadig frisk i erindringen, så rent taktisk har det også gjort det nemmere for os at forberede os. Derfor føler vi også stadig klar, siger cheftræneren.
Weekendens tur til Ungarn og de udfordringer, som de mødte på vej derned, har kun ført til, at holdet er kommet tættere på hinanden. Holdånden holdt stand, og den fik faktisk et løft, idet det også blev til to point.
På sigt kan det vise sig at være en vigtig erfaring. For holdet har nu vist, at det kan holde sammen, selvom udefrakommende omstændigheder prøver at slå dem ud af kurs.
– Det giver os meget, for nu ved vi, at vi også kan præstere under så svære betingelser. Vi ved nu, hvordan vi skal agere, og at mindsettet hos spillerne er helt i top.
Team Esbjergs trup til kampen i Pokalturneringen ottendedelsfinalen mod Skanderborg Håndbold onsdag den 7. oktober kl. 18.30 i Fælledhallen:
Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Sarah Dekker og Mia Emmenegger
Streg: Kathrine Heindahl, Olivia Löfqvist og Tabea Schmid
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm,
Helene Kindberg, Nina Koppang, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.