Tekst og foto: René Jørgensen
2. september 2025.

Forsvarsudfordringer skal bearbejdes frem mod weekenden

Sidste torsdags kamp i Bambuni Kvindeligaen mod Silkeborg-Voel KFUM viste et Team Esbjerg-mandskab, hvor tilskuerne i hver deres ende så to forskellige mandskaber. Offensiven kunne der ikke sættes en finger på, men defensiven blev det store samtaleemne. Og det er det stadig til onsdagens kamp mod Viborg HK.

Ikke kun blandt tilskuerne, men så sandlige også i Team Esbjerg-truppen selv. At lukke 36 mål ind var under niveau, og det var ikke retvisende for et hold med de ambitioner, som det vestjyske hold har.

Derfor er de seneste dage blev brugt på at få evalueret kampen igennem og kigget på, hvad årsagerne til det store udsving var, fortæller cheftræner Tomas Axnér.

– Vi har prøvet at samle op og kigget på de ting i forsvaret, som vi var udfordret på. Vi har prøvet at arbejde fremadrettet mod de kampe, som kommer, og fokus har været på os selv. Vi scorede 36 mål, men der var ting i forsvaret, som vi bliver nødt til at gøre bedre, og det har vi haft samtaler om og trænet på, så vi kan korrigere det til denne kamp, men også til kampen i weekenden mod Metz, siger Tomas Axnér.

Én kamp får dog ikke nogen til at male fanden på væggen. Holdet besidder nok kvalitet til at vise, at dette var en engangsforestilling. Der er heller ikke bekymringer at spore hos holdet.

– I kampen spillede vi med nye konstellationer i forsvaret, som vi ikke havde trænet meget med på grund af skader, og det skal man tage med i beregningen. Så jeg er ikke bekymret over, at niveauet svingede, for det vil stadig ske, men vi skal have et højere bundniveau, end det vi havde i torsdags, siger cheftræneren.

I opgøret onsdag aften er modstanderen Viborg HK. Holdet fra domkirkebyen har denne sommer mistet deres tidligere topscorer Christina Pedersen, og der er kommet en ny mand i spidsen i form af Anders Friis.

På trods af disse vigtige udskiftninger er Team Esbjergs cheftræner opmærksom på, at Viborg stadig er et hold med meget kvalitet, og dette skal respekteres.

– Det bliver en svær kamp. Viborg har ikke skiftet meget ud. De har mistet Christina Pedersen, men de har stadig nogen gode spillere, så der er nok for vores forsvar at holde styr på, siger Tomas Axnér.

Henny Reistad og Line Haugsted var ikke med i kampen mod Silkeborg-Voel, og de vil blive testet op til opgøret.

Team Esbjergs trup til kampen i Bambuni Kvindeligaen runde 2 mod Viborg HK onsdag den 3. september kl. 20.00 i BIOCIRC Arena:

 

Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Sarah Dekker og Mia Emmenegger
Streg: Olivia Löfqvist og Tabea Schmid
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm,
Helene Kindberg, Nina Koppang, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.