Optakt: Team Esbjerg og foto: Renè Jørgensen
27. oktober 2025.

Final4 venter, men forsvaret skal op i gear mod Horsens

Team Esbjerg-truppen har brugt de to seneste dage på at evaluere præstationen i lørdags, hvor der blev lukket 38 mål ind i EHF Champions League-kampen mod Gloria Bistrita. Niveauet var uacceptabelt, og dette skal rykkes til tirsdagens opgør mod Horsens Håndbold Elite, hvis holdet vil videre til endnu en Final4 i Pokalturneringen, slår cheftræner Tomas Axnér fast.

Efter en lang rejse hjem om søndagen var holdet igen samlet mandag for at gøre klar til kampen på tirsdag. Det meste af tiden blev brugt på at kigge kampen fra i lørdags igennem og snakke om, hvad der skal ændres.

Forsvaret var det store tema, hvilket ikke var overraskende, da 38 indkasserede mål var for meget. Derfor er der en tro på, at der tirsdag aften kan komme en trodsreaktion på præstationen fra i weekenden.

– Det bliver vigtigt for os at få rettet op på skuffelsen. Niveauet, som vi kom med i forsvaret, kunne vi ikke være bekendt, og vi skal spille med en anden aggressivitet, fight og intensitet, end det vi gjorde, og det har vi snakket om. Vi har taget et kig på, hvordan vi får rettet det til, og det håber jeg, at vi kommer til at se til denne kamp, hvor vi gerne skal være skarpere, så vi også er klar til de kommende kampe, siger Tomas Axnér.

Klubben har stolte traditioner i Pokalturneringen og er forsvarende mestre. De seneste fire udgaver er alle blevet vundet af Team Esbjerg, og seneste nederlag ligger mere end fire år tilbage.

– Det vil betyde meget for os at komme med i Final4 igen. Det er en turnering, som vi er glade for at spille, og vi glæder os også over, at vi har muligheden for at spille os til finalestævnet igen til december. Det er helt sikkert en turnering, som vi prioriterer højt, siger cheftræneren.

Samtidig har Team Esbjerg også en fordel af hjemmebanen. Blue Water Dokken kan være med til at løfte holdet frem, og efter en trist udebanetur til Rumænien er det et plus, at de ikke igen skal ud på fremmed gulv kort tid efter.

– Vi kommer fra en lang rejse i søndags, og vi var afsted i 12 timer. Så det er helt sikkert en god fordel for os, at vi får opbakningen med os og lidt ekstra tid til at forberede og restituere i, siger Tomas Axnér.

Med Kathrine Heindahl og Marit Røsberg Jacobsen retur til banen, giver det trænerteamet mange muligheder, men de er begrænset til 16 spillere. Og de er i spil til denne kamp.

Team Esbjergs trup til kampen i Pokalturneringen, kvartfinale mod Horsens Håndbold Elite tirsdag den 28. oktober kl. 20.30 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen

Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg

Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger og Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Kathrine Heindahl, Olivia Löfqvist og Tabea Schmid

Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Helene Kindberg, Nina Koppang, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.