Tekst: Lars Lundgaard foto: René Jørgensen
27. september 2026.
”Det er vildt, at vi i kamp syv skal spille om ligaens førsteplads!”
Ribe-Esbjerg HH – GOG den 28. september kl. 18.30
De fleste tipper GOG til en sikker top-3 placering i sæsonens danske herreliga. De har fået tilgang af landsholdets målmand Kevin Møller. Og i angrebet er de små hurtigløbere, Hjalte Lykke og Óli Mittun nu suppleret af den schweiziske bagspiller Manuel Zender, der har haft stjernestatus i bundesligaen.
Forventningerne er indtil nu blevet indfriet. Når GOG løber på banen i Dokken, mødes ligaens to tophold med lige mange point og en helt ens målscorer.
Mathias Jørgensen ærgrer sig selvfølgelig over nederlaget til Mors-Thy i pokalturneringen:
”Det blev aldrig den kamp, vi håbede på. Vi manglede noget over hele linjen og kunne ikke trække hinanden op, som vi har evnet i de seks første turneringskampe. Det har vi fået talt godt igennem. GOG møder i øvrigt op med samme trælse nederlag i pokalen (til Sønderjyske).
Vi får nok at se til. GOG har vist, at de kan matche Europas stærkeste hold. De tre frontløbere er vanvittigt hurtige og fantastiske individualister. Men der ligger også et kæmpepres på de tre stjerner i alle kampe.
Det er først og fremmest helt vildt, at vi i kamp syv skal i Blue Water Dokken for at spille om ligaens foreløbige førsteplads. Det er rigtigt sjovt.
Vores dagsorden handler selvsagt om at få holdt én eller to af deres angrebsstjerner i nogenlunde skak. De skal ikke shine alle tre.
Det handler i bund grund om, at vi får afviklet vores angreb godt og så komme tilbage i forsvaret, hvor vi har spillet stærkt. Kan vi minimere deres kontraer og få spillet mand mod mand mod dem i vores eget forsvar, så har vi en chance for point. Og den går vi selvfølgelig efter.
Marc Uhd og spillerne omtaler ofte REHH som et ”arbejderhold”, der skal knokle, fighte og optimere på alt det, der kan skrues på i hver kamp for at hente point. Det er lykkedes i 6 kampe i årets herreliga. Nu møder vi den hidtil sværeste modstander i kamp 7. Udfordringen er let at få øje på. For begge mandskaber.






































































