Tekst & Foto: Johnny Tauman
9. august 2024
(Første artikel af tre)
Henrik Skjønnemand åbnede sin første butik i Ribe tilbage i maj 1988 – og har siden skabt et omdømme, som tiltrækker sig kunder fra store dele af Europa, men også rigtig mange lokale kigger ind i butikken på Mellemdammen 14 – nabo til Frislusen, der sender sine buldrende vandmasser forbi.
I dag sælger Henrik foruden de traditionelle guldsmedevarer sine håndlavede smykker og eksklusive ure. – Begge dele har fulgt mig det meste af livet, siger en smilende guldsmed, der stammer fra St. Vildmose nord vest for Aalborg. – Jeg opvoksede på en landejendom med 5 kilometer til nærmeste købmand, og skolen lå ikke mindre end 13 kilometer fra mit hjem, fortæller Henrik til RYK IND RIBE, og tilføjer: – Og naturligvis cyklede jeg frem og tilbage til skole – det kunne spare mig for mere end en times ekstra tid med bustransport.
Fandt sit fag i Pandrup
Da eleverne i folkeskolen skulle i erhvervspraktik i 1979, så fik Henrik Skjønnemand mulighed for et ophold hos den lokale guldsmed Exner i Pandrup. – Jeg var virkelig begejstret for at have metalsløjd i skolen – og med praktikken kom de langsigtede mål på plads.
Fire år i Quedens Gård
Det blev uddannelsen som guldsmed / smykkesmed, der sejrede. – I Ribe drev jeg min første butik fra 1988-1992 i Quedens Gård.
I udstillingen kunne der i de første mange år udelukkende ses håndlavede smykker. Adgangen til butikken var via den i dag afspærrede dør i det lokale af caféen, der også har en trappeafsats.
Sikring krævede ny butik
Efterhånden som butikkens udviklede sig, fik Henrik Skjønnemand behov for at kunne sikre sig mod tyveri / indbrud, men den fredede bygning tillod ikke opsætning af et rullende værn bag vinduerne.
Han faldt over bygningen, hvor Bentzons Boghandel tidligere har haft butik ved siden af Foto-Jens. Fra 1992 til 2003 havde Henrik guldsmedebutik i et åbent miljø med værksted.