Tekst Hasse Jørgensen, søndag den 7. januar 2024

Læseselskabet i Ribe tilbyder nu en ny aktivitet for dem, der gerne vil læse og høre andres mening om det læste.

Guidet fælleslæsning er en nyere metode fra England, hvor en gruppe mennesker i fællesskab får læst en kortere skønlitterær tekst op, hvorefter man på bedste højskole-facon snakker om det, man lige har fået læst op.

Som regel giver teksten anledning til at deltagerne reflekterer ud fra egne oplevelser eller erfaringer, som man så deler med hinanden i gruppen. På denne måde kan der ske en udveksling af tanker og måder at se tingene på, som man ikke selv lige havde haft for øje.

Der er ikke tale om litterære analyser eller skoleagtige krav til indsigt eller lignende. Man bidrager med det man har lyst til og lytter til, hvad de andre har at sige.

Man skal ikke forberede sig, man skal ikke selv læse teksterne, man skal bare møde op med sig selv og deltage i litteratursamtalen.

Peter Hyldahl er uddannet læseguide i Læseforeningen, som har lagt et stort og omfattende arbejde i at få metoden udbredt her i Danmark. Derfor findes der mange steder, hvor lignende guidede fælleslæsninger finder sted, og nu altså også i Ribe

Læseselskabet vil, i samarbejde med Ribe Bibliotek, prøve at få disse ting til at foregå her i Ribe. Der er til en start planlagt 3 guidede fælleslæsninger på følgende mandage kl. 16:00 – 18:00 alle på Termansens: i morgen, 8.jan., og derefter 22. jan. og 19.feb.

Hvis der er opbakning og tilslutning til læsningerne, så vil der blive planlagt flere i løbet af foråret.