Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 23. april

Sammen med den øvrige omfattende genåbning af samfundet får kirkerne i Ribe også mulighed for igen at holde gudstjenester i fuld længde og nu med det længe savnede indhold af salmesang og altergang.

Efter den totale aflysning af kirkernes jul har man siden nytår kun måttet forsamles til gudstjeneste i max. 30 minutter og uden fælles salmesang. Det har betydet en del nytænkning vedr. gudstjenestens liturgi og har de fleste steder bl.a. ikke levnet tid til barnedåb eller altergang. Barnedåb er i stedet gennemført ved særlige dåbsgudstjenester, og i Domkirken har der hver anden fredag været altergangsgudstjenester.

Men fra på søndag den 25. april kan man igen – næsten! – det hele: gudstjenesten vil få sin sædvanlige varighed på ca. en time, der vil igen være altergang, og ikke mindst må der igen synges af hjertens lyst. Eneste tilbageværende restriktion er samme krav som i efteråret om mundbind og 2 m afstand mellem kirkegængere, der ikke kommer fra samme husstand.

Så søndag er der igen sædvanlig gudstjeneste i Domkirken kl. 10 ved Torben Bramming, og i Sct. Catharinæ kl. 11 ved Kevin Asmussen, og den annoncerede altergangsgudstjeneste i Domkirken bededag er i samme glædelige anledning aflyst. Derimod fortsætter morgenandagterne tirsdag og fredag kl. 9 i Sct. Catharinæ Kirke indtil pinse.