“Gud ser alt – jeg ser næsten alt” – citatet som fik den unge Johannes Madsen til at bævre af skræk

Tekst & Foto Johnny Tauman
14. september 2019

”Gud ser alt – jeg ser næsten alt” – lød den bastante stemme ned over den 14 årige Johannes Madsen, der var startet på Ribe Katedralskole for at få sin realeksamen – og det gav et gib i denne unge knægt, da Lektor H. Larsen begyndte sin minutiøse overhøring ved tavlen foran hele klassen.
”Jeg var ikke den bedste til historie,” fortæller Johannes Madsen til RYK IND RIBE, da vi besøger ham for at høre lidt om livet som barn og ung i Hviding og omegn.

Tryg opvækst

Johannes bor som beskrevet i en tidligere artikel kun et stenkast fra sit trygge fødehjem på Enderupvej 26 – en hjemmefødsel og en barndom med en hjemmegående mor og en far ansat på Statshospitalet på den anden side af hovedvejen – først som arbejdsmand og senere som hospitalsbetjent.
”Vi kunne lege i det fri – fx på grusvejen Granvej, hvor jeg bor i dag”, siger en smilende pensionist, der netop har været på hospitalet og fået amputeret de sidste tæer på venstre fod og fortsætter: ”Der var træer over alt på det område, som senere blev til Toftevej udstykningen.”

Hviding hørte til Tønder Amt

”Ved du for resten, at Hviding Sogn først kom ind under Ribe ved kommunalreformen i 1970 – og at det hidtil havde været en del af Tønder Amt?” Pæren fejler ikke noget, og de historiske data kom som skidt fra en spædekalv, da Johannes fortæller om 100 året for genforeningen, der skal fejres næste år – og peger i samme åndedrag på logoet for Hviding Idrætsforening, som er oprettet samme år.

Mindesmærket

Enderupvej dannede engang grænsen – og mindesmærket kan ses, hvor vejen munder ud i hovedvejen. Men lad os nu begynde med skolegangen.

De første år på Hviding skole

Cykelstien blev først anlagt i 1970

RYK IND RIBE´s medarbejder blev her spurgt om, hvor Hviding Skole lå placeret – og her var der endelig noget paratviden: ”Råhedevej”. Bare udtalen bragte stor latter frem hos Johannes, der med tydelig accent sagde: ”Du mener Røj’he’vej”.
Skolevejen gik på cykel ad Enderupvej forbi ”Sprøjthushjørnet”, hvor den lokale hestetrukne brandsprøjte stod parkeret. ”Det var en længere skolevej, end hvis børnene valgte at skyde genvej ad hovedvejen”, konstaterer Johannes – og supplerer, at det var forbundet med en kæmpe skideballe at køre på hovedvejen. Det var først i 70, at cykelstien blev anlagt. I øvrigt blev fodboldkampe annonceret ved opslag på ”Sprøjthuset”.

Selvfølgelig kom jeg på Katedralskoen – jeg var jo “klog”, gnækker Johannes

De ”kloge” kom på Katedralskolen

Johannes husker ellers ikke så meget fra skoletiden i Hviding – udover, at boldbanen var tæt på og at klasserne var samlæst – og at der nok var 70-75 børn.

Spørgsmålet var så, hvad der skulle ske efter 7. klasse. ”Kun de kloge kom på Ribe Katedralskole,” gnækker Johannes med en lumsk smil: ”Det var Karsten, Margit, Dagmar og mig, mens de øvrige kom på Valdemarskolen.” (Her pointerede Madsen, at jeg på ingen måde, måtte skrive andre navne om den RØDE SKOLE på Seminarievej).

Fodboldkampe mellem sogne

På det sportslige mindes han de drabelige, årlige fodboldkampe mellem Hviding Sogn og V. Vedsted Sogn – sidstnævnte havde nogle rigtig gode fodboldspillere i Jan Troelsen og Henning Juul mfl.

Larsen gav konfekt

Når Lektor Helge Larsen sad ved katederet med sit bistre blik, så kunne det få enhver elev til at ryste – men der var også de gode sider, når alle klasser fik hjemmelavet konfekt til jul – to stykker pr. mand. Larsen, der til sidst boede på Kjærs Vej, var kendt i bybilledet for sine lange sorte frakke og en skoletaske i hver hånd. På en gang elsket og frygtet.

Mange særegne undervisere

”Jeg havde en god tid på Ribe Katedralskole, men det var aldrig på tale, at jeg skulle have en gymnasial uddannelse, da jeg var uvenner med latinen”, konkluderer Johannes og remser rækken af undervisere op, som han husker – og måske kan du som læser endnu flere med gode historier?

Biologi: Lennart Edelberg
Geografi: Aage Kofoed
Musik: Ernst Vesterlund og Thomas Alvad
Idræt: Hjorth
Engelsk: Inger Dahl
Fransk: Aage Sandfeld og Emmy Willemoes
Dansk: Aage Kæstel
Tysk: Poul Hansen
”Og så snød jeg dem alle ved en historieprøve, hvor jeg trak noget som interesserede mig – her var Hans Schmidt censor (husker, at han var blind – og boede i Albert Skeels Gade)”, slutter Madsen sin række af undervisere.
Skolegangen sluttede på Handelsskolen.

Hviding var en driftig handelsby

Og så tilbage til Hviding – en driftig handelsby, da Johannes var knægt. Der var mange, mange butikker. Og spørgsmålet er, hvor vi skal begynde – og så er der sikkert glemt et par stykker.
”Der var to frisører, en bager ved navn Børding, købmand Andersen og så Tatol, hvor Astrid og Palle boede med drengene Ole, Per og Bjarne”. Munden stod ikke stille på den gode Madsen, som fortsatte uden at standse:
en skomager
Sydjydsk Landmandsbanks filial – åben et par timer om ugen
Regners Radio
Hviding Kro, hvor de fine gik til juletræsfest – og hvor de ansatte plejeres børn deltog. Og så var der nogle gevaldige fester for de ansatte på hospitalet
Gartneren Flora
Mælkeudsalg – Ejnar Poulsen
Mekaniker Stagaard
Snedkeri
Elinstallatør
En række tømrerfirmaer

Statshospitalet lå i V. Vedsted Sogn.

Nød at spille dilettant

Man trak fulde huse til dilettant forestillingerne i Hviding Forsamlingshus

Nå, lad os nu komme til noget mere festligt en specifikke opremsninger. Hvad husker du helt specielt – og så kom navnet Jens Beier Clausen på bordet. ”Han var en glimrende instruktør til vore dilettanter, som trak fulde huse i Hviding Forsamlingshus”, fortæller Johannes, mens kan giver et par eksempler på de ansigtsudtryk, som han anvendte i nogle af de stykker, som han optrådte i – fx ”Ebberød Bank”.

Nød de sjove roller – og Johannes gav den fuld gas

Og publikum nød hans mimik

“Det var ikke en fast aftale, men jeg fik som regel de mindre seriøse og sjove roller”, beretter Madsen, hvor Ebberød Bank naturligvis blev til Hviding Bank.
Jens Beier Clausen havde for øvrigt mange heste på Lundsmark, inden han senere ”opfandt” Rømø Sommerland med hesteture på stranden.

”Æ fårmand” og spejderlivet

Kender du for resten ”æ fårmand”? Det var en eneboer, som boede i en høstak på Lundsmark sammen med sine får. ”Jow, det var sjovt, derude på landet”, nynner Madsen, som nu aldrig har været nogen stor sanger. Heller ikke inden for KFUM-spejderne, hvor han har været medlem siden 1.1.1965. ”Som du sikkert har regnet dig frem til, så har jeg haft 50 års jubilæum – og blev da også hædret med lysestager og emblem”, fortæller Johannes i en afsluttende kommentar om tiden som dreng og ung fyr i Hviding. Men som altid, så skal der lige knyttes en ekstra krølle på historien: ”Jeg blev udvalgt til ulveleder tilbage i 1970 i KFUM´s Hvidinggruppe, som havde til huse på Lundsmark – og her var jeg med til at arrangere mange ture med overnatning – bla. til Lillebjerget i Sønder Farup Plantage.

Appendix PS!

Hvis du er blevet inspireret – og kan andre historier / eller supplere, så skriv gerne videre på Facebook. Det vil glæde Johannes.