Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, onsdag den 20. januar
Det er en kendt sag, at Vilslev og området omkring landsbyen har været plaget af ret omfattende oversvømmelser.
Det er bl.a. påpeget af lokale borgere samt foreningen Sydjysk Landbrug, og kommunen starter nu en undersøgelse for at klarlægge, om meget høj grundvandsstand specielt i selve landsbyen kan have en betydning for disse oversvømmelser og deres udbredelse.
Undersøgelsen skal bl.a. klarlægge antallet af ejendomme, der er påvirket af høj grundvandsstand, den geografiske udbredelse af disse oversvømmelser og hvor mange borgere, der er påvirket af oversvømmelserne.
Undersøgelsen er inddelt i to faser. Den indledende fase 1 er baseret på vurdering af eksisterende data og indsamling af både eksplicit og for nuværende ukendt viden. Det kan vælges at supplere fase 1 med en fase 2, hvor der foretages fysiske undersøgelser.
Det er samtidig besluttet, at der skal nedsættes en følgegruppe bestående af repræsentanter fra landboforeningen samt beboerne.
Formanden for udvalget for plan og miljø, Karen Sandrini (S) oplyser, at udvalget har godkendt projektets første fase:
– Vi nødt til at få afdækket forholdene i 1. fase. Det har tidligere været kendt, at der har været problemer, så vi skal have det afdækket.
– Det er altså ikke kun vand fra Kongeåen, der er årsag til oversvømmelserne?
– Som vi ser det, tror vi, at grundvandet står rigtigt højt. Er det omfattende, skal vi godkende fase to, og det vil indgå i budgetlægningen til efteråret, siger Karen Sandrini.









































































