Tekst & Foto Johnny Tauman
5. juli
Regulativer foreskriver, at der skal skæres grøde 4 gange mellem sandfanget ved Seem og Jernbanebroen – og så bliver det naturligvis overholdt!
Da RYK IND RIBE var forbi Ribe Østerå bag ved beskæftigelsen Gartneriet kom den sidste båd tilbage efter at have gennemført årets anden skæring. Og vurderet ud fra mængden af grøde, som kom ”sejlende” frem til spærringen var der tale om en meget bergrænset mængde.
RYK IND RIBE fik oplyst, at en lastbil havde afhentet et læs grøde, men at ”udbyttet” i år var betydeligt mindre end forrige år. Alligevel skal der skæres to gange endnu for at ”sætte” fart på afvandingen frem mod Mølledammen.
Åmændene, som sejler Esbjerg Kommunes to grødeskærerbåde, kender vandløbene – og kan sagtens vurdere, hvornår der er behov for at skære igen. Tidligere under Ribe Amt var der seks både, som blev trimmet og passet på værkstedet ved Amtsgården.
Riber Østerå vil – som regulativet foreskriver iflg. de to Åmænd – blive slået den sidste gang i uge 33.
Og ingen skæring i Mølledammen, da næste opgave var Ribe Havn og Stampemølleåen, som omtalt tidligere.
Faunapassagen med håndkraft
Fra Liden Kirstens Broen og frem gennem Faunapassagen i Stampemølleåen sker alle vedligeholdelses arbejder til fods iført vaders. Der er rigeligt at tage fat på med respekt for biodiversiteten, som bla. skal sikre fri passage for fiskene, men også mulighed for at finde skjul.