Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 13. juli 2022

I al stilfærdighed har Ribe fået ”foræret” adskillige nye p-pladser, som gør det væsentligt lettere at parkere tæt på bymidten.

Det er arealerne på jernstøberiets gamle grund, der er lagt om til parkering.

Efter kommunen har fået fjernet den gamle forsikringsbygning, ”Fru. Mathias” og den gamle portnerbolig, er pladsen – som tidligere beskrevet i Ryk Ind Ribe – blevet jævnet og forsynet med stabilt grus.

Nu har kommunen fuldført værket, idet pladsen ud mod Saltgade er forsynet med et pænt rækværk i træ, og der er lavet en bred trappe op til pladsen, så det er let for fodgængere at komme til og fra den

Indkørslen til pladsen ligger lige syd for Lidl, og kommunen bør absolut have ros for dette initiativ.

Det ikke alene giver flere p-pladser, men det forskønner også byen indtil det endelige projekt for området kan gennemføres.