RYK IND RIBE bringer i dag anden artikel af to omkring Gredstedbro Hotel skrevet af arkivleder Ole Steinmeier fra Gredstedbro Jernved Lokalarkiv.
16. maj 2022

Sognerådet nægtede bevilling

Forpagteren af krodriften (hoteldriften), N. C. Andersen, fik i 1917 lyst til noget nyt og købte hotel i Ribe. Det medførte, at Marius Clausen måtte ansætte en ny forpagter, og i den anledning skulle han også søge om ny spiritusbevilling.
Sådan var altså reglerne den gang.
Der var imidlertid sket det i den mellemliggende tid, at indre mission havde fået magt i mange samfund, også i Jernved, hvor sognerådet pure nægtede at give Clausen en bevilling.
Det kunne han ikke leve med, hvorefter han solgte hotellet, købte en grund lige syd for Kongeåen i Hjortlund sogn, hvor man var mere medgørlig med hensyn til spiritus.
Han byggede her Kroen ved Broen blot et par hundrede meter fra Gredstedbro Hotel og fik sin spiritusbevilling.

En gruppe soldater fra sikringstyrken foran Gredstedbro Hotel 1916

Ejere fra 1917 til 1963

Gredstedbro Hotel blev de næste mange år drevet videre uden spiritusbevilling. Den kom først tilbage til hotellet i 1963. Det var på det tidspunkt lige blevet  overtaget af Harry Vinter. Men inden da var der mange ejere, som efter bedste evne holdt gang i hoteldriften.
Efter Marius Clausen, som jo solgte hotellet i 1917, blev det købt af Christian Nielsen. Han solgte allerede i 1918 til Jens Jensen, som allerede i 1921 solgte hotellet til  Søren E. Nielsen.
Nu kom der en periode helt frem til 1946, hvor der var nogenlunde ro om ejerskabet, men så solgte Søren E. Nielsen hotellet til Kaj Axel Andersen. Han drev det til 1952 og solgte det så videre til Jens Peder Bøgesvang.
I 1963 købte Harry Vinter hotellet. Han mente ikke, at man kunne drive hotel uden en spiritusbevilling og søgte straks om den. Sognerådet gav nu endelig efter og gav bevillingen, for, som de udtalte, “både købmand og brugs solgte alkohol, og hvis folk ikke kunne købe vin og øl på hotellet, ville de jo bare tage andre steder hen for at holde deres fester.”

Hanne Nielsen har været med siden 1998

I 1966 købte Holger Agerbo hotellet, og det var ham der stod i spidsen for hoteldriften til sin død i 1975. Hans kone Erna drev  selv hotellet videre indtil 1985, hvor hun solgte det til Peder Chr. Larsen. Fra 1985 til 1990 stod han som ejer, og i en kort periode fra 1990 til 91 hed ejeren Kurt Hartmann Nielsen.
Derefter var det igen Peder Chr. Larsen, der ejede og bestyrede hotellet. Det gjorde han til 1998, hvor han satte det til salg.
På det tidspunkt havde Niels Olesen (Niels  Bager) og Hanne Nielsen talt om sammen at købe hotellet, og det gjorde de så. De drev det nu frem til  2007, hvor Hanne Nielsen overtog hele hotelposten. Hun har så alene, men med gode hjælpere stået i spidsen for hoteldriften i Gredstedbro siden.

Kilder: H. N. Skade: Gredstedbro ved Kongeåen. – Hans Duborg og P. Nygaard: Bidrag til Jernved sogns  historie. – avisudklip udlånt af Hanne Nielsen

Gredstedbro Hotel som det ser ud i dag (Foto: Ole Steinmeier)