Tekst & Foto: Johnny Tauman
9. marts 2021

RYK IND RIBE har været forbi Vestergade i Gredstedbro, hvor butiksdøden på begge sider af jernbaneoverskæringen vidner om, at det er svært at drive butikker i de mindre byer. Butikkerne er forladt – tidligere nok så aktive forretningslokaler står tomme hen – men nu ser det ud til, at bygningen med den gamle 2tal butik – TV Huset – ændrer karakter.
CM Byg Aps ejer bygningen med den gamle tv/radio butik – og Brian Haahr Madsen fra CM Byg oplyser, at de har en byggeansøgning i gang om at lave to lejligheder.

En aktiv dynamisk by

Esbjerg Kommune ser positivt på Gredstedbro, der har fået prædikatet: En aktiv dynamisk by.
Som vi tidligere har beskrevet, så er der vækst i det nye udstykningsområde nord for byen samt på Gredstedbro Skole, hvor der kommer to nye børnehaveklasser fra det kommende skoleår.

Der er gang i byggeriet

Flot beskrivelse

Søger man byggegrund i Gredstedbro, så bliver man fulgt til døren med en flot beskrivelse:

Stationsbyen Gredstedbro er smukt beliggende ved Kongeåen. Der er ca. 1.100 beboere. Det er en aktiv og dynamisk by, der byder på gode indkøbsmuligheder. Der er skole til 0. til 9. klasse, børnepasning og SFO, ældreboliger, idrætsforening/idrætshal og meget mere. Her finder man forskellige typer boliger samlet i et grønt miljø med brede og børnevenlige veje
Gredstedbro er en dynamisk by med mange forskelligartede aktiviteter. Derudover er der løbende arrangementer i de mange foreninger. Byen er placeret i et åbent landområde og byder på mange naturperler blandt andet langs Kongeåen.
Gredstedbro ligger fredeligt, men alligevel tæt på både Ribe, Bramming og Esbjerg.

Fremtiden for Vestergade

Når radio/tv butikken er omdannet til bolig, så vil “æstetikken” på den side af vejen være løst på bedste vis. Her ligger  Gredstedbro EL med den gode historie med lokal opbakning. Her er både El Salgsbutik – og en stor Elforretning, der løser mange opgaver i området.

Fremtiden for Vestergade 17?

En gang hentede folk morgenbrød i de nu tomme lokaler på adressen Vestergade 17. Senere har der været andre aktører – bla. Marathon Mobility. I dag står lokalerne  tomme. Mon nogen har lyst, mod og kræfter til at kaste sig ud i et forretningseventyr – eller venter der også her ombygning til beboelse? Svaret blæser i vinden.