Tekst & Foto: Johnny Tauman
27. november 2024

– Kirkegårdsdrift – det er IKKE noget, der bare er der! Den er vigtig som en del af dansk kultur, indledte domprovst Morten Fester Thaysen onsdagens møde på Gredstedbro Hotel med omkring 40 gravere i Ribe Provsti. Han fremhævede, at kirkegårdene med omkransende diger er unikke som symbol på de dødes have. Den type kirkegårde ligger primært i den vestlige del af Danmark – og han opfordrede graverne til at bidrage til den positive historie om kirkegårdene.

Domprovst Morten Fester Thaysen

Mange forskellige valg

Netop graverne har en central rolle til at skabe en fremtid for kirkegårdene, så det ikke bliver herregårde, som er begyndt at annoncere efter ”kunder” med den ene større historiefortælling end den anden, der overtager urnenedsættelserne i jorden eller andre steder. Det er en tendens med annoncekampagner i øst Danmark inklusiv Lolland-Falster.
Nogle vælger også en skovbegravelsesplads – der er godt en snes godkendte i Danmark – flere er på vej, men ingen i Vestjylland!
Endelig vælger nogle få spredt sin aske ud over havet (10 %). Det sidste antal, der blev registreret i Danmark, var 2500 askespredninger. Men det tal er uden tvivl for opadgående.

Før i tiden skulle man ansøge Kirkeministeriet om lov til at få spredt sin aske. I dag er det tilstrækkeligt, at man har nedfældet sit ønske, eller at pårørende skriver under på, at det var det, man ønskede.

Berigende salme

Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?

Hans Adolph Brorsons salme ”Op al den ting…” blev sunget – og med sine 10 vers kom man vidt omkring med opmærksom på al det smukke, som fx blomster og fuglesang, og det er der jo er en hel del af på en kirkegård.
Flere gange kredsede domprovsten om historien – og det VIGTIGE i at FORTÆLLE historien.
I Ribe Domprovsti fødes der i lige linje lige så mange, som der dør. – Statistikker kan være kedelige, men fortæller også historie: – I Kalvslund er 20 % af befolkning af anden etnisk herkomst end dansk. Det giver udfordringer i forhold til kirkegården og dens indretning.

Målet er driftsvenlig

– Vi skal arbejde for, at kirkegårdene bliver mere driftsvenlige – og hvis det ikke lykkedes, vil der vente en fyringsrunde i 2030. Måske skal gravere være de nye landsbypedeller – så de dække flere funktioner. Det er blot en anden måde at tænke på, lød det fra Morten Fester Thaysen.

Tanker om fremtiden

Graver Kent Rygaard

På mødet fortalte graver Kent Rygaard om gravergruppens arbejde og ikke mindst tankerne for fremtiden.

– Vi har holdt 3 møder – og primært ønsker vi, at der skal udarbejdes en række udviklingsplaner for kirkegårdene, hvor der er fokus på disse fire spørgsmål / temaer:

  • Hvad kan vores kirkegård?
  • Hvad får vi for pengene?
  • Hvad er de særlige traditioner, som vi skal huske at bevare?
  • Fremtidsscenarier?

Det er vigtigt, at kirkerne kan tilbyde mange typer for begravelser / bisættelser – og gerne med udsigt over engene, som et eksempel fra Skjern viste som en attraktiv placering.
Når snakken går på at opprioritere den lokale historiefortælling, så blev der peget på lokalarkiverne som samarbejdspartnere.
Kent Rygaard siger afsluttende, at arbejdet i graverudvalget har været positivt – og roste i den forbindelse domprovsten for at have gravere med i gruppen.

Det unikke stendige omkranser kirkegården – de dødes have

Menighedsrådene skal med

I debatten blev det fremført vigtigheden i at have menighedsrådet med. Menighedsrådene har jo juridisk set det overordnede ansvar og skal derfor have indflydelse på et tidligt tidspunkt.
Til foråret vil både menighedsrådene og graverne blive indkaldt til et møde, hvor de tidligere nævnte spørgsmål vil blive drøftet. Konklusionen er i dag: – Vi er på vej! Og sammen skal vi finde løsninger, hvor eksempelvis aktivitetsbudgettet IKKE bliver konverteret til en del af driften af kirkegårdene.

Præstesituationen

Domprovst Morten Fester Thaysen gjorde status på præstemanglen. – Vi stod på et tidspunkt og manglede seks præster i provstiet – nu er der kun tre ubesatte stillinger.
Med hensyn til menighedsrådsvalgene er det gået rigtig godt!

Og så blev der også plads til spørgsmålet med lidt skæv humor, som jo måtte komme: Hvem har julegudstjenesten d. 24. december i Mandø Kirke?
Det har biskop Elof Westergaard.
Hvordan mon vandstanden er i Vadehavet netop den dag …?

Gravergruppen fra venstre: Keld, Tine, Hanne, Morten og Kent (Biskoppen deltog ikke i mødet).

Gravergruppen 

Gruppen består af følgende: Keld Andersen (Spandet / Roager), Tine Jensen (Hjortlund / Kalvslund / Obbekjær), Hanne Gerken (Ribe), Kent Rygaard (Farup), biskop Elof Westergaard og domprovst Morten Fester Thaysen.