Tekst: René Jørgensen fotos privat
3. juli 2026.

Gratis gave til børnehave blev til en lille trafikby for børnene

En opgave med at stribe en parkeringsplads udviklede sig til en gave, som børnene i Børnehaven Mælkebøtten får glæde af i mange år frem.

Da børnehaven skulle have opmalet parkeringspladsen, kontaktede de virksomheden Dan Markering i Gørding. Men ud over selve opgaven kom virksomheden med et tilbud, der vakte stor begejstring.

Steffan fra Dan Markering, tilbød nemlig helt gratis at male vejbaner, parkeringsbåse, fodgængerfelter og andre trafikmarkeringer på legepladsens fliser. Dermed får børnene mulighed for at lege sig til en bedre forståelse af trafikken.

– Alle daginstitutioner i Esbjerg Kommune har tidligere fået tilbud om vejskilte i børnehøjde, og det tilbud havde vi benyttet os af. Derfor passer de nye vejbaner perfekt ind i vores arbejde med trafiklæring, fortæller pædagogerne Marianne Tjørnlund og Susanne Larsen.

De fortæller, at de oprindeligt blot henvendte sig til firmaet for at få opmalet parkeringspladsen.

– Vi havde slet ikke forventet, at virksomheden også ville bruge tid på at lave en hel trafikbane til børnene. De kommer endda en aften, når institutionen er lukket, så arbejdet kan udføres uden at forstyrre hverdagen. Det er en utrolig flot gestus, siger de.

Den nye trafikbane giver nu børnene mulighed for at øve sig i at færdes sikkert i trafikken gennem leg. Med vejskilte, fodgængerfelter og afmærkede vejbaner kan pædagogerne gøre trafikundervisningen til en naturlig del af hverdagen.

Hos Mælkebøtten er man både taknemmelig og imponeret over virksomhedens engagement. Det fortjener stor ros, lyder det fra børnehaven.