Tekst & Foto: Johnny Tauman
23. februar 2023

Har du Ribe og omegns Sødeste Baby 2023 kan du bestille tid til gratis fotografering hos Lasbo PhotoCare, Nederdammen 40.
– Vi gentager successen fra tidligere år, hvor konkurrencens vinderfoto til en værdi på 1299,- går til det billede af små guldklumper i alderen 0-12 måneder, som får flest stemmer, fortæller fotograf Minna Øbom Poulsen.
Konkurrencen løber fra 1. marts til 31. marts – og der kan allerede nu bestilles tid ved enten at ringe på 75420983 eller ved at komme ind i butikken.

– Alle billeder vil blive udstillet i butikkens facadevinduer mod Sct. Nikolaj Gade, fortæller Minna til RYK IND RIBE og tilføjer: – Når der skal stemmes på det bedste foto, skal den der stemmer vælge tre babyportrætter. Dermed er vi sikker på, at det bedste foto bliver valgt. Det kræver fremmøde i butikken for at kunne stemme.

I 2022 deltog 56 babyer i konkurrencen. – Vi har kunder, der kommer fra Gram, Løgumkloster og Skærbæk, hvor der ikke længere er muligt at få taget portrætfotografier, lyder det fra Mina Øbom Poulsen, der har mere end 30 års erfaring inden for området.

Ud over den daglige gang i butikken, har Minna faste aftaler på en lang række skoler, institutioner og dagplejen. – Jeg lægger stor vægt på det lokale aspekt, som betyder, at børn, der evt. ikke er blevet fotograferet er velkomne i butikken, hvor vi i atelieret på 1. sal finder en god løsning på det gode portræt, fremhæver fotograf Minna Øbom Poulsen, der rent kalendermæssigt har den travleste periode med skolefotografering i efterårsmånederne.