Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 22. februar 2026

Bestyrelsen i BrodeRibe arbejder stadig på højtryk med forberedelserne, men alt vil være klart, når broderifestivalen BrodeRibe 2026 løber af stablen i weekenden 6.–8. marts i Danhostel og Ribehallen. Der er gratis adgang til markedspladsen i Ribehallen, hvor farverige boder byder på masser af inspiration til kreative broderiprojekter.

Markedspladsen er åben fredag og lørdag kl. 9.30–17.00 samt søndag kl. 9.30–14.00, og der er gratis adgang alle dage. Butikken Minder, vintage, genbrug fra Hviding Kro, skaber et hyggeligt loungeområde, hvor man også kan købe de særligt udvalgte vintagefund.

BrodeRibe håber naturligvis, at mange får lyst til at købe kits og broderigarn i boderne. Men festivalen kan også nydes helt gratis – både som inspirationskilde og som introduktion til broderiets mange teknikker.

Alle tre dage kan man deltage i gratis broderiaktiviteter i Ribehallen, ledet af dygtige brodøser. Aktiviteterne er mulige takket være støtte fra Esbjerg Kommune.

Fredag 6. marts kl. 12–16 fortæller og guider den lokale brodøse Joan Eriksen deltagerne i den gratis aktivitet “Knap en blomst”, hvor knapper forvandles til blomster.

Som noget nyt kan man i år købe adgang til pop-up workshops på festivaldagen. Skals – Højskolen for design og håndarbejde deltager med dygtige undervisere, og man kan købe et kit i døren for 30 kr. og deltage i workshoppen fredag kl. 10.30–12.30 eller kl. 16–18.

Lørdag kl. 10–15 står Platwerk bag den gratis aktivitet “Brodér en coaster til din yndlingskop”. Sværhedsgraden kan tilpasses, så både begyndere og øvede kan være med.

Lørdag kl. 13.20 er der gratis foredrag med tøjaktivist Anna Kjær Voss, kendt fra Instagram. Der er plads til maks. 80 deltagere, og adgangen er efter princippet først til mølle. Umiddelbart efter foredraget kan 50 deltagere være med i aktiviteten “Giv dit gamle tøj nyt liv”. Husk selv at medbringe tøj til broderi.

Hele lørdagen er der mulighed for at træffe repræsentanter fra Kunstmuseet Trapholt, der denne dag vil have en bod på markedspladsen. Trapholt er kendt for deres fællesprojekter inden for broderi, patchwork, strik og hækling. I år inviterer de til et nyt broderiprojekt, ”Æblehaven”, og her kan man altså høre nærmere om projektet.

Søndag kl. 10.30–13.30 inviterer Maya Rosette til den gratis aktivitet “Vildt broderi”, hvor der broderes med vilde sting på fx genbrugsmaterialer og skrald.

Da festivalens sidste dag falder den 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag – kan man under hele festivalen købe et kit til at brodere sit eget kvindetegnsbadge. Mønsteret er designet af Trine Runge Jessen.

Kittet sælges i infostanden for 50 kr., og takket være sponsorstøtte fra Postgaarden går hele beløbet ubeskåret til Foreningen Sex & Samfund.