Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 18. april 2024

Ribe Gospelkor holder også i år forårskoncert, og sædvanen tro bliver koncerten igen en støttekoncert.

Men ud over at tjene det gode formål bliver der også lejlighed til at høre et ”nyt” gospelkor.

Koret har i denne sæson arbejdet med et helt nyt repertoire under ledelse af korets dygtige leder Wenzel Rebsdorf og pianist Emil Brinch. Der bliver således rig mulighed for at høre glad og energigivende gospel sang ved koncerten.

Den holdes mandag den 6. maj fra klokken 19.30 og varer halvanden time. Stedet er seminarieHuset.

Der er gratis adgang til koncerten, men til gengæld er det muligt at købe hjemmebagt kage samt kaffe og the til ”overpriser”, og det er netop her det velgørende kommer ind. For overskuddet går udelukkende til organisationen ”Verdens børn”.