Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Gospel Kor, tirsdag den 2. maj 2023

Når Ribe Gospel Kor på mandag den 8. maj holder den traditionelle afslutningskoncert for sæsonen, bliver det i år igen med en indsamling.

Sidste år skænkede gospelkoret 12.000 kroner til Ukraine, og også i år vil der blive samlet ind. Denne gang til et lokalt formål nemlig Børns Voksenvenner.

– Beløbet i år bliver nok ikke så stort som sidste år, for vi tager ikke entre til koncerten. Men vi sælger kaffe og kage, fortæller korets formand, Ulla Nissen.

Ribe Gospel Kor har eksisteret i godt en snes år, og hvert år har der været holdt afslutningskoncert. Først sidste år besluttede man at donere et beløb til et velgørende formål, og det er altså det, der fortsætter i år.

Koret er efter danske forhold et stort kor bestående af 30 betalende medlemmer. Dertil kommer, at der er kommet fire til seks nye med. Koret har fået stor tilgang de seneste år. Tidligere lå medlemstallet på omkring 20, men der mangler fortsat mandlige stemmer.

Det er hovedsageligt indenfor gospelgenren, koret bevæger sig, men op til jul synges der også julesange og -salmer.

– Men mange af dem er jo også arrangeret som gospel, forklarer Ulla Nissen.

Koret skal i øvrigt fra næste sæson have nu korleder og pianist, men navnene er endnu ikke offentliggjorte.

Koncerten på mandag holdes i seminiarieHusets fællessal, hvor koret også øver. Koncerten starter klokken 19.