Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 18. marts
Mens Corona-virus’en for en stund lukker Ribe Golfklub, arbejder bestyrelsen videre med nogle store planer for den smukke bane. Der arbejdes dels med et større projekt for en ændring af banen, og der arbejdes også med et forslag om et træningsanlæg på loftet over en af bygninger.
Ib Dam Schultz er valgt som ny formand for klubben, og han fortæller, at klubhuset ved golfbanen i et par dage har været lukket på grund af Corona. Men tirsdag aften sent blev det med baggrund i statsminister Mette Frederiksens pressemøde og Dansk Golf Unions udmelding også besluttet at lukke banen for spillere.
– Vi havde egentlig regnet med at kunne holde banen åben sådan, at tre til fire personer kunne gå sammen, men Dansk Golf Union anbefaler en total lukning, og vi retter os efter denne anbefaling, siger Ib dam Schultz. Lukningen gælder i første omgang 14 dage.
Om ændringerne på banen fortæller formanden, at der arbejdes på et projekt, der betyder både større og mindre ændringer. Der er planlagt at lave en ny sø, at udvide andre og i øvrigt at skabe bedre oversigtsforhold for spillerne. Et udvalg vil arbejde med selve den fysiske del af ændringerne, mens et andet udvalg arbejder med finansiering af projektet.
Et andet forslag, der arbejdes videre med, er et træningscenter indrettet på et loft.
– Det er et sted, hvor spillerne kan træne om vinteren. Man kan slå bolden ind i et net, der er kodet, så man kan spille på alle golfbaner idet nettet registrerer, hvor bolden lander på den pågældende bane, som er kodet ind. Anlægget kan også bruges i undervisningen.
Golfklubben er i øvrigt i fuld gang med at etablere en ny udslagsbane. Der, hvor spillerne hidtil har øvet sig i at slå ud, er anbragt i fri luft, men nu bygges der et hus, hvor spillerne kan stå i ly for vejr og vind mens de øver sig. Huset er færdigt om kort tid.
Efter et konstituerende møde er bestyrelsen sammensat som følger: Formand Ib Dam Schultz, næstformand Lars Bischoff, kasserer Erling Andersen, sekretær Tove Korsholm, medlem Thorkild Lauridsen, medlem Jørn Wind, medlem Helle Hansen, suppleant Ivan Laursen.
I forbindelse med lukning af både klubhus og baneanlæg er der truffet aftale med de ansatte om, hvordan de arbejder. Nogle arbejder på banen, nogle arbejder hjemmefra og andre adspadserer.









































































