Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, søndag den 27. marts 2022

Efter et par år med Covid19, hvor det har været svært om ikke umuligt at lave arrangementer, har Ribe golfklub nu inviteret alle interesserede til at høre om denne sport.

Det sker onsdag den 6. april mellem klokken 17 og 19. Her kan alle interesserede møde op og høre om og prøve, hvad golf egentlig er for en sport.

Det er begynderudvalget, der står bag arrangementet, og Anna Grethe Witt fortæller, at både golfklubbens træner og frivillige være til stede for at vise og fortælle om golf.

– De, der møder op, kan få lov til at spille ud, putte og i øvrigt hvad golf spillet kræver, og der bliver mulighed for at gå en tur på par 3-banen. Der vil også blive fortalt om, hvad det koster at dyrke sporten, fortæller Anna Grethe Witt.

Hun fortæller videre, at man i Ribe Golfklub har en mentor-ordning, så nye spillere får en mentor tilknyttet, der kan fortælle og vejlede om en masse praktiske ting i forbindelse med golf-spillet, så interesserede kan bare møde op onsdag den 6. april klokken 17.