Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 29. februar
10 timer fredag arbejdede Beredskabsstyrelsen og Sydvestjysk Brandvæsen med at pumpe vand væk fra sportsbanerne bag Ribe Fritidscenter, og det betød, at vandspejlet på opvisningsbanen lige bag centret efter en kæmpe professionel indsats blev sænket med mere end en halv meter.
Sænkningen af vandspejlet betød også, at man kunne komme til at vurdere kunststofbanen, og meget tyder på, at kunststofbanen har klaret oversvømmelserne. Der var tvivl om, hvorvidt det granulat, der ligger under selve ”græstæppet” ville blive liggende eller flyde væk. Men alt tyder på, at granulatet blev så vådt, at det ikke kunne flyde nogen steder.
Hvorvidt, der er skade på banerne, skal dog undersøges nærmere. I øvrigt kører der uafhængigt af oversvømmelserne en sag om kunstbanerne i Tjæreborg og Ribe, som kommunen og brugerne ikke mener fungerer efter hensigten.
Pumpningen af vand fra sportsbanerne skete primært for at stoppe det indtrængende vand i Ribe Fritidscenters kælder. Teknikerne teori gik ud på, at de store mængder vand på sportsbanerne trykkede grundvandet op i kælderen i fritidscentret. Alt tydede da også på, at vandets indtrængen stoppede sidst på fredagen, da millioner af liter vand var pumpet væk.
Hvor meget vand, der blev pumpet, kan kun blive en skønssag, men folk fra Beredskabsstyrelsen anslår, at der er fjernet minimum fem millioner liter. Da det gik stærkest, blev der pumpet 36.000 liter vand i minuttet.
Hvis ikke, der sker noget utilsigtet, er det ikke meningen, at der skal pumpes mere vand væk fra området. Det sidste skal forsvinde ad naturlig vej.









































































