Tekst: Renè Jørgensen foto: Renè Jørgensen/ privat
22. november 2021.

God opbakning til Røde Kors og Ældresagens messe

– Vi havde en god eftermiddag i fredags, hvor folk kom i en lind strøm for at se hvad vi havde at byde på, fortæller Poul Madsen, formand for Røde Kors i Ribe.

De to foreninger viste nogle af de aktiviteter frem som de laver. Blandt de godt besøgte aktiviteter, var bordene med nøklerne og bedstemorstrik, her blev der livligt udvekslet opskrifter og små ”fifs”.

Det var en meget tilfreds formand der kunne fortælle, at eftermiddagen havde været travl, og det havde været et fint arrangement.

Røde Kors har en familieafdeling. Flere af messens besøgende lyttede interesserede til det store arbejde der gøres for at hjælpe familier med udsatte børn. Hjælpen gives til fritidsaktiviteter, hvor der gives en håndsrækning til kontingent og udstyr og julehjælp, som er nogen af de områder Røde Kors støtter.

Fredag aften bød på middag og underholdning, hvor 130 tilmeldte gæster fik god mad og en fremragende koncert med Brian Rice. Den kendte sanger fik da også under koncerten i Ribehallen byen udnævnt til at have Jyllands bedst syngende publikum. Det var efter publikum skulle synge med på et par numre.

Den populære sanger fik da også udnævnt Ribe til den venligste by i provinsen. Ikke noget at sige til, at et par ekstra numre gav et bragende bifald, som sangeren vist blev noget overrasket over, ikke mindst de stående bifald.