Tekst og foto: René Jørgensen
9. maj 2019.
Gnomens mester vil gerne lære fra sig.
Vi omtalte for nylig det nye fænomen i Ribe – nok særligt noget for børnene, hvor byvandringen blev kombineret med at finde de små træskårne gnomer. De gemmer sig både ved vandtårnet på Ribelund og Fugletårnet samme sted – og flere steder i byen – bl.a. i gågaden.
Mesteren er Per Quebec Jensen, der i bedste Emil fra Lønneberg-stil, sidder ovre i sit værksted blandt alle mulige træsorter og producerer de flotte træfigurer. Personligt har jeg svært ved at glemme figuren med hovedet oppe i røven, – den har jeg grinet af mange gange.

I mange år var det trædrejning Per brugte meget tid på. Men da han blev ramt af sygdom, havde han ikke kræfter til at stå ved drejebænken. Så begyndte han i stedet at at snitte. Efter et ophold på Sclerosehospitalet i Haslev, hvor han fik så megen hjælp, at han kunne få styr på sin sygdom og liv, drejede han en blomstervase, som han tog med til Haslev, og forærede til Hospitalet, som tak og symbol på den store taknemmelighed han følte. Vasen lavede han af genbrugstræ, som han savede til og limede sammen, og derefter drejede til en vase. Derved gav han det nyt liv. Ligesom han følte, at Haslev havde givet ham nyt liv.


I dag er det ikke drejearbejdet, men de mange sjove gnomer, der får liv i Pers værksted – eller Bubbas værksted, som et af børnebørnene døbte værkstedet.
RYK IND RIBE er på besøg for at se nærmere på det imponerede træsnitning, og vi er ikke de eneste.
I værkstedet møder vi Trine Brander og Jan Ryttergaard fra Skoletjenesten i Sortebrødregade. De er i gang med snittearbejdet og vil gerne tilegne sig noget af Pers viden om arbejdet, så rigtig mange børn kan få glæde af snitteriet i skoletjenesten.
Men nu er navnet kendt på gnomens skaber, og efter hvad Per fortæller, så er endnu flere på vej til at flytte ind i Ribe by.
Imponerende hobby, imponerende fighter.










































































