Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, søndag den 1. marts 2026
Normalt er det ikke storpolitik, der præger generalforsamlingen i Venskabsbyforeningen, men ved den netop overståede generalforsamling kom formanden, Ruth Christensen, ind på de væsentlige punkter i sin beretning. Dels berørte Ruth Christensen den storpolitiske situation, og dels kom hun ind på fremtiden for Venskabsbyforeningen.
Ruth Christensen pegede på, at der kommer til at mangle nye medlemmer, som kan tænke bysamarbejdet på en ny måde. I den forbindelse glædede huns sig over, at omkring halvdelen af Venskabsbyforeningens 130 medlemmer var mødt op til generalforsamlingen. Det lover godt for fremtiden, mente Ruth Christensen.
Om den nuværende globale strid, sagde Ruth Christensen bl.a.:
– Da Danmarks mangeårige USA-korrespondent Steffen Gram for et år siden blev spurgt om, hvad der markant havde ændret sig i USA de seneste år, var svaret klart. Splittelsen, ikke bare i befolkningen, men langt ind i de amerikanske familier. Vi har også lagt mærket til denne splittelse, som ikke umiddelbart kan skrinlægges ved fornuftig og imødekommende samtale.
– I Europa oplever vi til gengæld det modsatte. En voksende interesse og forståelse for vores fælles værdier og udfordringer. Og dermed et nyt og stærkt fællesskab. Tyskere og englændere, som vi oftest taler med, deler vores bekymringer. Erkendelsen af fælles fjender forener og forstærker vores relationer.
– I Venskabsbyforeningen beskæftiger vi os ikke som sådan med storpolitik, men vores kontakter til mennesker i andre lande fører uundgåeligt og heldigvis til ret åbne samtaler om stort og småt. Fra at være et modstræbende medlemsland af EU er mange i Danmark nået til en ny og positiv opfattelse af det at være europæer. Af nød måske, men det kan være meget sundt at erkende, at vores nærmeste naboer aldrig er ligegyldige. Og i bedste fald ligefrem gode og hjælpsomme venner.
– ”Grænseoverskridende” venskaber har vi vist alle her i salen oplevet som særdeles givende, sagde Ruth Christensen.
Hun omtalte også de mange arrangementer, der har været og forestår mellem de forskellige venskabsbyer.
I 2026 er der planer om en tur til Ratzeburg i juni, hvor 25 deltagere indtil videre har meldt sig, så der bliver fælles bustransport. I september er der en jubilæumstur til engelske Ely. Det er i år 70 år siden, at Ely og Ribe blev venskabsbyer.
Ruth Christensen mindedes også det afdøde æresmedlem, Richard Kværnø:
– I foreningen var vi meget bevidst om Richards store betydning for tilblivelsen af vores syv venskabsbyer og rollen som mangeårig formand. Vi kunne altid spørge ham. Til det sidste var han optaget af vores aktiviteter, rejser og besøg, selv om han selv oftest blev hjemme.
– Monsieur Richard, som han hed i Balleroy, var kendt og respekteret i alle byerne, og et bevis herpå var, at formanden for Venskabsbyforeningen i Güstrow, Peter Schmidt, tog turen til Ribe for at deltage i Richards begravelse.
Richard stod for udsyn, engagement og hjælpsomhed, værdier som forhåbentlig aldrig går af mode.
Ruth Christensen kunne også fortælle, at Venskabsbyens mange klenodier, som foreningen har fået af venskabsbyerne, nu er pakket ned og lagt i depot. Det skyldes, at tingene tidligere ar opbevaret på det gamle rådhus i Ribe, men da der skulle laves et museum for Rued Langgaard, måtte Venskabsbyforeningen afgive foreningens lokale. Efter kommunen har overtaget administrationen af det gamle rådhus, kan foreningen heller ikke holde sine møder her. Det er dog fortsat muligt at låne huset til receptioner.
Også det kommende folkemøde er Venskabsbyforeningen dybt engageret i.
En arbejdsgruppe på fire har ønsket at afholde et møde med titlen ”Ansgars betydning dengang og nu set fra Corbie, Hamburg, Hedeby, Birka og Ribe”.
Det er lykkedes os med stor hjælp og engagement fra sognepræst Signe von Oettingen at få kontakt med relevante personer, som kan repræsentere de steder og byer, hvor Ansgar missionerede og opførte kirker
Kontakten til Hamburg lykkedes så godt, at en delegation blev inviteret til Ansgargudstjeneste på Ansgars dødsdag 3. februar i St. Petri kirken. Vi drog 10 personer afsted, fik en fantastisk modtagelse, og 8 personer fra Hamburg har meldt deres deltagelse i Folkemødet.
– Samtalemødet er programsat til fredag den 22. maj kl. 15 på Porsborg. Der er kun plads til 60 tilhørere, så er I interesseret, skal I booke en billet. Sproget bliver engelsk, fortalte Ruth Christensen.
På valg til bestyrelsen var Kirsten Beck, Pia Rusborg, Edith Schmidt og Ingrid Ilsøe.
Ingrid Ilsøe ønskede ikke genvalg. De øvrige 3 fortsatte alle og blev dermed genvalgt.
Anni Møller-Christensen er nu valgt som afløser for Ingrid Ilsøe.
Konstitueringen ende således: Formand: Ruth Christensen. Næstformand:Edith Schmidt. Kasserer:Niels Andersen. Sekretær:Benedikte Moesgaar. Hjemmeside:Ruth Christensen. Praktiske arrangementer: alle. Presse:Anni Møller Christensen









































































