Tekst og foto: Annette Brøchner Lindgaard
D. 9. september 2023

Lørdag kl. 11.00 blev Ribe udgaven af den 24-timers Stafet for livet endnu en gang sat i gang. På en meget varm og solbeskinnet sportsplads formanede formand Betty Madsen alle til at sørge for solcreme med solcreme på, før hun gav ordet til Henriette Weibel, som er  Global Hero of Hope – en udnævnelse, der tildeles frivillige, der gør en ekstraordinær og uforventelig indsats i kampen mod kræften og Stafet for livet.

Stafet for livet stammer fra Amerika, hvor en kræftlæge i 1984 besluttede at løbe i 24 timer for at samle penge ind til kræftramte og deres pårørende. Siden har indsatsen spredt sig til mere end 30 lande og her i Danmark er der mere end 60 byer, der afholder stafetten.

Hovedpersonerne er Fighterne dvs. de deltagere, der kæmper mod kræften eller er erklæret kræftfri, men som ofte kæmper med senfølger. Netop senfølgerne er tema for årets stafet og kræftsygeplejerske Vibe Bjerrum holder foredrag for fightere, pårørende og andre interesserede med overskriften: ”De følger, efter et kræftforløb, andre ikke kan se. Hvad ved man, og hvad kan man gøre?

Alle kan deltage og bidrage og der er 24 timer til at gøre det i. Henriette Weibel opfordrede alle til at prøve, hvad det vil sige at gå en tur i den allerførste morgenstund. Der hvor himlen har den smukkeste lilla farve og symboliserer det alle kræftramte håber på, nemlig at komme igennem endnu en nat og leve endnu en dag.