Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
17. august 2024
(Første artikel af to)
I 1933 havde Ribe Kommune planer om at nedrive en række bygninger i Skolegade for at give plads en parkeringsplads og en rutebilstation. Det skulle bla. have været Hans Tausens Hus og det mindre gule hus, som lå på hjørnet af Sønderportsgade – og hvor senere Ringbilen havde til huse – og kaldet “Stoppestedet”.
Husene, som vi kender dem i dag, blev dog “reddet” ved to forskellige tiltag. Ribe Kommune overtog bygningen – “Stoppestedet” – for at renovere den. Det skete med en løsning ved at flytte det tilbage fra Sønderportsgade – og skabe det lille torv.
Ikke enighed
Turistforeningen med redaktør Willemoës som talerør ville det anderledes og indledte forhandlinger med byrådet om bevarelse af Hans Tausens Hus. Flere prominente personer – fra ministeren for undervisning til direktøren for Nationalmuseet støttede op.
Den lokale avis – Vestkysten – skrev om renoveringsplanerne: – Der er sikkert ikke mange, der deler Museumsinspektørens Beklagelse over, at de gamle hus forsvinder. De er grimme, snavsede og uhyggelige, og som Menneskeboliger er de sikkert ikke egnet. Men eet er at se paa disse gamle Huse udvendigt et par Gange om Aaret, et andet er at blive henvist til at bo i dem.
Redningen – drejet 90 grader
Den endelig redning kom dog først, da Den antikvariske Samling foreslog at indrette et museum i bygningen. Med en landindsamling og gavebeløb lykkedes det at genopbygge Hans Tausens Hus med nogle vigtige ændringer. Facaden mod Domkirken fik indgangsparti – dvs. huset blev drejet 90 grader. Og så blev hele bygningen flyttet et par meter tilbage for at give plads til trafikken i Skolegade.
Erna skabte en perle
I nyere tid har Hans Tausens Hus været anvendt til tandklinik, men siden 1. maj 2011 har stedet udviklet sig med glaskunster Erna Møllers eventyrlige farver og skønhed.
I den næste artikel ser RYK IND RIBE nærmere på, hvordan Erna Møller slipper tøjlerne, når hun skaber glasfigurer, fritstående eller svævende skulpturer mm.