Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, torsdag den 25. november

Det er en glad formand for “Kultur- og Fritidsforeningen seminarieHuset Ribe”, Nini Oken, der har modtaget meldingen om, at foreningen nu får sine egne lokaler i seminarieHuset som beskrevet andet sted på siden.

– Vi havde ønsket tre lokaler men får to, da der i budgettet ikke var afsat penge til flere. Så nu reserverer vi det tredje og søger at få det med i budgettet næste år. Men vi er meget glade for de to lokaler, vi får tildelt. De skal lige sættes i stand, og der skal sættes et tekøkken op, og så snart det er gjort, kan vi bruge dem. Det er to store, lyse og venlige lokaler, vi får, så det er alle tiders, siger Nini Oken.

Hun fortæller videre, at hun straks i det nye år vil indkalde til et stormøde om brugen af de nye lokaler.

– Det er jo ikke kun ældre, der skal kunne bruge dem. Alle skal kunne komme, og det er ikke nødvendigt at være med i en forening eller gruppe, for at komme. Man kan også bare komme for at få en kop kaffe eller te og en hyggesnak.

Så der er noget socialt i det?

– Ja, det er også en forebyggelse af ensomhed.

Nini Oken fortæller i øvrigt, at det netop nu er fire år og nogle dage siden, at det første gang blev omtalt i avisen, at hun begyndte at arbejde for et opholdssted efter Bispegades Skole lukkede i 2007.

– Så det er virkelig dejligt, at det lykkedes, lyder det fra Nini Oken.