Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 8. september 2025

Det handler om at have det godt. Både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt, og det vil Súsanna Simonsen gerne bidrage til.

Hun har siden januar drevet yoga studie og klinikken ”Vejen til indre balance” i Sønderportsgade, og – som hun selv siger – har hun taget sindssygt mange kurser og uddannelser indenfor den alternative behandling.

Oprindeligt var det meningen, at Súsanna Simonsen skulle have åbnet yoga studie og klinik i Sønderportsgade med en makker, men makkeren sprang for.

– Jeg vidste ikke rigtigt, hvad det så kunne blive til, men nu er jeg etableret og har seks hold om ugen med forskellige former for yoga, ligesom jeg giver individuel behandling både her i Sønderportsgade og på privatadressen i Jernved, fortæller Súsanna Simonsen.

– Ud over yoga giver jeg forskellige former for kropsterapi. Det kan være zoneterapi, helkropsmassage, healing, aroma touch behandling med æteriske olier, samtaleterapi, coaching. Jeg holder healings og meditations aftener, MediYoga og Nada events, fuldmåne ceremonier og kakao ceremonier.

Hvorfor netop kakao?

– Ren kakao gør noget ved krop, sind og sjæl og bevirker, at man kan komme dybere ind i sig selv og mærke efter, forklarer Súsanna Simonsen.

Súsanna Simonsen er uddannet social- og sundhedsassistent, og den uddannelse har været nødvendigt for det videre arbejde, for nogle af de uddannelser, hun har taget siden, kræver viden om kroppens opbygning og funktioner. I dag arbejder hun også fortsat som social- og sundhedsassistent som afløser ved kommunen.

Hvorfor gik du ind i denne form for alternativ behandling?

– Jeg gik selv ned med stress, angst og en depression i 2016, og jeg syntes ikke, at jeg fik megen forståelse hos lægen. Jeg fik noget medicin, og det var det. Det gav ikke mening.

– Da jeg altid har interesseret mig for det spirituelle, valgte jeg at stoppe med medicinsk behandling og finde en alternativ behandler der kunne hjælpe, mit valg blev healing. Jeg havde allerede inden taget flere uddannelser og kurser indenfor det alternative, men grundet omstændigheder i mit liv, var jeg ikke kommet rigtig i gang med at bruge det. Da jeg opdagede, hvad det gjorde for mig og hvordan det gavnede mig, ville jeg gerne være med til at hjælpe andre. Så jeg startede selv, og siden 2019 har jeg haft eget firma med CVR-nummer.

– Det fysiske, det mentale og det følelsesmæssige hænger sammen. Vi kan forholde os til det fysiske, men hvad med det mentale og det følelsesmæssige, spørger Súsanna Simonsen.

Hun arbejder med flere forskellige former for yoga og har bl.a. gennemført sommer yoga i kunstmuseets have, hvor omgivelserne er en fantastisk kulisse.

Súsanna Simonsen peger på, at det at deltage i de forskellige former for yoga, som hun arbejder med, ikke kræver, at man er gymnast eller atlet.

– Eksempelvis ved media yoga kan man sidde på en stol, hvis det er svært at komme op og ned.

Súsanna Simonsen fortæller videre, at hun går meget op i miljøet og derfor i 2025 har indført købe stop af tøj til sig selv.

– Derfor arrangerer jeg den 11. oktober et event i huset i Sønderportsgade, hvor man kan komme med noget tøj og bytte det til noget andet tøj. Tænk på, hvor meget, vi køber, og hvor meget vi bærer på genbrugscenteret, samt smider ud lyder det fra Súsanna Simonsen.

Du kan læse mere om Súsannas virksomhed på www.susannasimonsen.dk