Tekst & Foto Johnny Tauman
4. juli 2020

Er en gensnoning af Ribe Østerå en mulighed for at ”redde” Mølledammen? Sådan skrev vi i en artikel i RYK IND RIBE, og hertil har vi fået lejlighed til at give et svar med en faglig vinkel takket være et skriv af biolog Ove Kann.

Nederst i vandsystem

Med hensyn til evt. gensnoning af Ribe Østerå for at forebygge aflejringer i Mølledammen må man starte med de naturgivne og/eller menneskabte betingelser. Vi befinder os nederst i et vandsystem, hvor faldet er meget ringe på grund af opstemningerne i Ribe, og hvor området tilføres 10.000 m3 sand og andre sedimenter om året. Sandtransporten skyldes, at åen vest for den østjyske højderyg løber i en hedeslette dannet under afsmeltningen efter sidste istid. Med de betingelser er området mellem Varming og Ribe dømt til at være en veritabel sandkasse. Og selve Mølledammen, og for den sags skyld også de bredere dele af fuglereservatet, vil uundgåeligt være et slambassin, hvor finkornet materialebliver aflejret. Det hæver bunden og giver vandplanter masser af lys og god vækst. Det hele er en følge af naturlovene når de arbejder i et miljø, hvor mennesker har ændret faldforholdene, så vandhastigheden nedsættes væsentligt.

Høslæt med håndkraft

Sandtransporten har i århundreder været et problem for bønderne, som anvendte engene til græsning og høslæt, hvor høslættet foregik med håndkraft og høet blev båret “op” på de mest høje/tørre engarealer og lagt til tørre. Enge havde enorm værdi den gang, men sandet fordærvede dem, i perioder med høj vandføring og vandstand samt opstemningerne i Ribe.

Løsning blev regulering

To interesser kolliderede: mølleejernes og bøndernes. Derfor har der altid været strid om flodemålsbestemmelserne. Løsningen sås i regulering af åen, der oprindeligt gik ind gennem den sydlige del af Obbekær enge, næsten ind til Hundegården/skydebanen, før den drejede syd på og så øst på til den daværende Varming sø. Her aflejredes sandet i søens vestligste del. Da den var fyldt op flyttede man åens indløb i søen lidt mod øst i flere omgange.

Flere reguleringer

I 1828 flyttede man åens indløb i søen en sidste gang ved gennemgravning af Varming bakker til det forløb, som åen har nu på dette sted. Og dog, for på et tidspunkt ville man gerne udnytte sedimentationskapaciteten i søens aller østligste del (Lillesø), og så flyttede man indløbet mod øst endnu engang. Den sidste regulering skete efter 2. verdenskrig, hvor strækningen fra Seem til fuglereservatet blev rettet ud.

Varming Sø tørlagt

Her havde åen et såkaldt anastomoserende, deltaagtigt forløb, med mange mere eller mindre parallelle forløb lige nord for Seem kirke. Ved denne regulering gravedes ét løb, som også blev uddybet. Denne regulering gjorde det af med den sidste rest af Varming sø, og hvor den havde været, drev amtet i en årrække et sandfang, hvor det opgravede sand blev pløret ud over de tilstødende enge. De blev dermed omdannet til noget, der minder om ørken, hvilket amtets daværende fredningskontor ikke brød sig om.

Kunstig indlandsbakke

Omkring 1980 indrettede man så et sandfang nord for Varming bro. Ved tømningerne af sandfanget blev sandet lagt i det tilstødende indlandsklit-område, og en hyret landskabsarkitekt foreslog, at man anbragte sandet i en høj pandekage med lige kanter/skråninger, så man kunne se, at dette var en menneskeskabt bakke. Dette råd fulgte man.

Nyt sandfang ved Seem

I begyndelsen af 00’erne indså vi i amtet, at al det sand ikke pyntede på det naturskabte indlandsklitområde, så derfor købte vi jord og indrettede det nuværende sandfangsdepot øst for Seem Kirke, lidt syd for den strækning, hvor man også tidlige drev sandfang. Sandfanget har udelukkende den funktion, at forsinke tilgroningen af vandområderne i fuglereservatet. Denne tilgroning, som nogle kalder “misvækst med invasive arter”, skyldes ikke biologers tossede ideer, men er en naturlig proces under de givne betingelser. Og den sker med hjemmehørende arter.

Nok ikke en god idé

Det nuværende åløb og omgivelserne er et vanskeligt udgangspunkt for en restaurering. En ny gravet snoet rende vil i løbet af nogle år blive fyldt op med sand og andre sedimenter, og vandet har ikke erosionskraft og transportkapacitet nok til at skabe nyt veldefineret og relativt stabilt forløb uden om det aflejrede sand. Åen vil i stedet igen danne et bredt delta med flere ustabile render og udbredte sandaflejringer i stedet for et slynget vandløb. Området vil så ikke være anvendeligt til landbrugsformål. Så gensnoning er nok ikke nogen god idé, selvom der nok vil blive dannet et flot naturområde, og selvom man i en periode vil se nogen reduktion i sedimentationen i Mølledammen.

Højt flodemål en mulighed

Man kunne i stedet køre med højt flodemål længere hen på foråret og i sensommeren, som kommunen har været lidt inde på. Det ville skabe flere temporære vådområder omkring åen øst for fuglereservatet til glæde for padderne og måske også storkene. Det optimale for storkene ville være, hvis man også genoptog driften med høslæt på engene, men med vådere enge, skal det i givet fald ske med håndkraft, og det kan man vist ikke få folk til længere.
Så det …… er ikke så nemt.

Mange faggrupper skal spil sammen

Overvejelserne omkring vandløbene og Mølledammen varetages af mange forskellige faggrupper. Vandløbsfolk i kommunerne tæller både biologer, ingeniører, agronomer, miljøteknikere, landinspektører, hydrologer, naturgeografer m.m.
Alle disse personer tænker med hver deres baggrunde nogenlunde ens, og fælles for dem er, at de arbejder vidensbaseret og respekterer vandløbslovens ånd og bogstav og de demokratiske beslutninger, der ligger bag. Sådan var det også i amterne. Selvfølgelig, idet de folkevalgte ikke kan være tjent med rådgivere, der ikke respekterer spillereglerne.

Amtets vedligeholdelsespraksis i Mølledammen

Amtet arbejdede efter det regulativ for Ribe Østerå, som det selv havde udarbejdet i 1970, og som stadig er gældende indtil et nyt udarbejdes. Efter vandløbslovens ændring i 1983 indfandt sig en generel bevidsthed om, at regulativernes vedligeholdelses-bestemmelser og dimensionering af vandløbene fastsatte ikke alene minimumskrav til grødeskæring og oprensning, men også det maksimalt tilladte for disse aktiviteter. Det afspejlede sig i en gradvist ændret vandløbsvedligeholdelse i amtsvandløbene, så den svarede til regulativbestemmelserne.

For Mølledammens vedkommende fortsatte man imidlertid den gamle tradition med at skære al grøden, selvom regulativet kun krævede (og tillod) en skåret strømrendebredde på knap 19 m gennem dammen. Det skete 2 gange årligt som fastsat i regulativet. Dermed fik borgerne og turisterne i Ribe en dam med blankt vandspejl. Traditionen med mulighed for sejlads på en stor ubrudt vandflade blev tilsyneladende tillagt større prioritet end mulig reduceret naturkvalitet og dét at holde sig til regulativets bestemmelse for denne (lille) del af åen.