Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 28. april 2023

Spillestedet Termansens præsenterer hele to datoer med moderne brasiliansk trio-jazz, hvor exceptionelt sammenspil og udforskende, legende og sprudlende musikalske landskaber går op i en højere enhed.

Det er trioen Caixa Cubo, der kommer besøg lørdag den 6. maj klokken 19.30 og igen søndag den 7. maj med start klokken 15.

Med 70’er inspirerede grooves fusioneret med traditionel samba og brazil er Caixa Cubo i en liga for sig. Trioen hylder nogle af Brasiliens musikalske mestre, men bringer også synthezisere, elbas og funky, mere moderne inspirerede riffs med sig.

Caixa Cubo blev dannet i 2007, og de tre musikere har siden udgivet utallige albums og spillet over 500 koncerter i Brasilien, Europa og Afrika. De er dermed en af de mest markante klavertrioer på den moderne, brasilianske jazzscene. Senest har trioen udgivet albummet Agóra.

Repertoiret består af egne kompositioner og numre af de mest kendte, brasilianske komponister som f.eks. Hermeto Pascoal, Tom Jobim, Egberto Gismonti og Dorival Caymmi.

Trioen består af Henrique Gomide (piano), João Fideles (trommer) og Noa Stroeter (bas)

Billetter: Kr. 200  i forsalg, Kr. 175 for medlemmer af Foreningen Termansens