Generalforsamling i Ribe Handelsstandforening

Tekst Tina Christensen, Foto René Jørgensen og Hasse Jørgensen, fredag den 9. oktober 2020

Torsdag aften afholdt Ribe Handelsstandsforeningen generalforsamling i Ribe Fritidscenter. Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) var inviteret og gennemgik veloplagt dele af det netop vedtagne budget, bl.a. boliger ved Jernstøberiet, Ribe Svømmebad, Ripa Ringborg og Autocamperplads ved P-syd.

Han kom ind på støtten til det lokale handelsliv i form af filmen om Ribe, som har givet en hel masse god omtale for området, og det nye Gågaderegulativ, som skal sættes i gang igen.

Fra salen kom der et spørgsmål: Den igangsatte opgravning af fortov og rist i gågaden – hvorfor er vi ikke blevet varslet eller informeret? Flere medlemmer ønskede de nøjagtige tidsrammer for opgravningen, men hverken Jesper Frost og Anders R. Jørgensen (V), kunne svare – de havde først hørt om sagen samme dag.

 

Peter Lauritzen

Formand Peter Lauritzen fra Kvickly kunne berettet om et hektisk og udfordrende år. Efter 11. marts stod nogen med lukkede butikker, andre overvejede situationen. Bestyrelsen mødtes oftere og gik i gang med at samle penge sammen. – Vi er ikke altid enige med Esbjerg Kommune, men da krisen kom, da handlede de!  –  Over en halv million kroner samlet ind og bestyrelsen gik i gang med at skabe liv i byen igen:

Musik i gaderne, for musik giver liv uden for store for samlinger

Blomsterhilsen fra Ribe til kunderne blev vist på TV2

Salget af gavekort – de lagde 100 kr. oveni hvert gavekort på min 500 kr

Udsolgte Drive-in Stand-up og  Drive-in Koncerter på Hovedengen,

Reklamefilm, en dyr investering ganske vist, er vist mange gange på TV2 og TV Play, og den kører stadig på TV Syd om fredagen og kan bruges i mange år endnu

 

Mads Langer på scenen på Hovedengen

Åbningstider:

Der var indkommet forslag om at udvide åbningstiden om lørdagen til kl. 15 (fra nu 14)

Der var en livlig og nuanceret debat om emnet. Ribe er en turistby, og turisterne undrer sig over, at byen er lukket, når de kommer ud fra frokost kl. 14. Helt generelt er shoppingmønstre i Danmark ved at ændre sig: De største ”pakkedage” er iflg. Føtex i Ribe tirsdag og onsdag – fordi folk køber tøj og ting på nettet i weekenden. Kunderne kan godt lokkes ud og købe ind i weekenderne, men så skal det gå hånd i hånd med en oplevelse, og det kan Ribe. Her spænder de nuværende åbningstider dog ben. Men der er himmelvid forskel på at være en butik med en enkelt ansat og være 125 medarbejdere til at dække timeplanen. Hvis der er åbent fra 10 – 17.30 på hverdage og 10 – 14 om lørdagen er timetallet for en enkelt mand allerede over 40 timer. Måske kan løsningen for nogen på sigt være at åbne senere f.eks. en tirsdag, men som en sagde: Familien vil jo også godt være se os nogen gange.

Forslaget om udvidet åbningstid om lørdagen blev nedstemt.