Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 1. februar
Samtidig med, at solen brød gennem morgentågen og oplyste gågaden kunne gaden præsentere to helt nye forretninger samt en ny indehaver af en gammel forretning.
Huset Ribe, der er en afdeling af Rømø Lys, kunne præsentere endnu en forretning, idet Huset Ribe har overtaget de lokaler, som tidligere Flying Tigers havde til huse i. Dermed har Huset Ribe to butikker i gågaden, idet den første butik stadig er intakt og åben.
Therese Aarrestrup har flyttet sin butik fra Dagmarsgade til gågaden, og samtidig har hun benyttet aig af lejligheden til at skifte butikkens navn ud.
I Dagmarsgade hed den 3.rd Chapter, mens navnet nu er Mellow Studio.
– Jeg får en langt bedre og mere synlig placering her, hvor det ikke kun er lokale men også turisterne, der kommer forbi, og så har jeg valgt navnet Mellow, fordi det betyder mildt og blidt, og det mener jeg passer godt til forretningen og de varer, jeg sælger.
Ud over den fysiske forretning driver Therese Aarrestrup også en webshop, og den nye forretning, der er meget lys og åben, er samtidig indrettet med et integreret kontor og en pakkeafdeling til webshoppen. På den måde kan jeg passe begge dele, fortæller Therese Aarrestrup, der primært sælger eget designet tøj.
– Men på grund af corona har jeg ikke fået det nye hjem endnu, men der er stadig meget at se på, fortæller Therese Aarrestrup i en pause i ekspeditionerne i den nye forretning, der fremtræder meget åben og lys. Men Theresa Aarrestrup fortæller, at det eneste, der er sket i forhold til tidligere er, at der er blevet malet og flyttet lidt rundt på inventaret.
– Der er flere, der har sagt, at de ikke kan kende lokalerne, men det er de samme, lyder det med et smil fra Theresa.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Marianne Steiness har overtaget Skoringen fra Connie Hansen, der drev butikken i 37 år, og hvor Marianne har været ansat i lang tid. Også her synes der at være sket meget, men Marianne bedyrer også, at det nye indskrænker sig til ny maling på væggene og nyt gulvtæppe i hele butikken samt en lidt anderledes placering af hylderne.
– Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle åbne i dag, for vi har slet ikke fået alle vores varer. Men vi brænder efter at komme i gang, og de varer, vi mangler, får vi indenfor de næste otte til 14 dage, lyder det fra Marianne alt i mens kunderne kigger på de mange udstillede sko, der fylder hylderne trods de manglende leveringer.










































































