Tekst Hasse Jørgensen, torsdag den 28. juni

I et stort område nord for Ribe har der kunnet og kan der stadig lugtes gas. Det drejer sig om et biogas udslip hos Ribe Biogas ved Ribe. Det har mange mennesker kontaktet myndighederne om.

Det oplyser Syd- og Sønderjysk politi i en pressemeddelelse.

Biogassen i udslippet er ikke farlig. Den giver lugtgener, og det kan den gøre op til en kilometer fra stedet.

Der vil de næste op til to uger forekomme mindre kontrollerede udslip af gas, der kan give nye lugtgener afhængig af vejret og vindretningen. Der vil også forekomme kontrolleret afbrænding af overskydende gas. Det sker via en fakkel, der kan give en cirka fire meter høj flamme.

Ribe Biogas sørger for, at der er døgnvagt på anlægget.