Tekst Hasse Jørgensen, lørdag den 7. februar 2026
Politiet er en spændende myndighed, og vi har alle et eller andet sted et forhold til politiet. For de fleste af os, er de hjælpere, men for dem, der ikke helt overholder loven, er politiet en modstander.
På mandag den 16. februar klokken 14 får Ribe Pensionistforening besøg af en ”garvet” politimand. Nemlig Ribes tidligere politimester Mogens Osborg, der vil fortælle om hans 33 år i politiet og anklagemyndigheden.
Mogens Osborg er kendt som en lun og hyggelig personlighed men også en meget dygtig og skarp politimand og jurist. Han er desuden en levende fortæller, der ”fanger” sine tilhørere, og der er ingen tvivl om, at han igennem sine år som politimand og anklager har haft mange spændende og sjove oplevelser.
Mogens Osborg blev politifuldmægtig i Holstebro i 1974-1979 og fuldmægtig hos Statsadvokaten i Sønderborg i 1979-1983. Senere virkede han som vicepolitimester i Ringkøbing mellem 1983-1988 og i Esbjerg fra 1988 til 1991 for til sidst at blive politimester i Ribe fra 1991 til politireformen i 2007.
Foredraget foregår i Ribe Fritidscenter i mødelokalet på 1. sal. Der er elevator.
I pausen er der kaffe og kage. Prisen er 95 kroner. Tilmelding er nødvendig senest den 11. februar til enten Doris på tlf. 61780133 eller Hanne på 24602317.









































































