Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 3. juli
Et formentlig mere end 20 år gammelt regulativ for sejlads på vandløbene i det gamle Ribe Amt sætter en øjeblikkelig stopper for et nyt og spændende tiltag.
Niels Toft, der sammen med sin kone Tinne Rieck har forpagtet restauration Kammerslusen, har fået ideen til at udleje kanoer til sejlads mellem Kammerslusen og Ribe by og den modsatte vej.
Otte kanoer ligger klar til at komme i vandet, men det gamle regulativ sætter en stopper for aktiviteten, der ellers givetvis vil blive en turistattraktion.
Problemet er, at der i det gamle Ribe Amt er 15 tilladelser til sejlads med udlejningskanoer på vandløbene, og de er alle optaget, selv om der stort set ikke finder kanosejlads sted i det omfang, som tilladelserne giver mulighed for. Og mellem Ribe og Kammerslusen er der overhovedet ikke udlejning af kanoer.
Problemet er, at hvis den samme udlejer søger om tilladelse til at sejle på tre forskellige vandløb med blot en kano hvert sted, gælder det for tre tilladelser. Da der tidligere var stor interesse for sejlads med kanoer blev det tilgængelige antal tilladelser hurtigt brugt op. Tilladelserne kan kun søges hvert femte år, og næste gang er i den kommende vinter.
Efter at Kammerslusen har haft en trist skæbne de sidste 10 år med mere eller mindre nedlukning, har Tinne Rieck og Niels Toft fået en flot start på genåbningen af den populære restauration.
– Vi har otte kanoer, som er klar til at komme i vandet, og mange af vores gæster har efterspurgt muligheden for sejlads på åen. Problemet er bare, at vi ikke må leje kanoer ud uden tilladelse, og dem er der ikke nogen ledige af i øjeblikket, selv om der overhovedet ikke er kanosejlads mellem Ribe og Kammerslusen, siger Niels Toft.
– Der er ingen tvivl om, at de gamle regler er lavet for at skåne lodsejernes marker langs vandløbene, så turisterne ikke blot strømmer ind på markerne og slår sig ned her, men det bliver ikke et problem mellem Ribe og slusen.
– Jeg har talt med byrådsmedlem Karen Sandrini (S), der selv mener, at det er et gammelt regulativ, som der bør kigges på, og hun presser på for at få det gjort. Men skal vi have gang i sejladsen i år, haster det, siger Niels Toft, og føjer til:
– Paradokset er, at jeg godt må låne kanoerne ud. Så er der ingen, der blander sig. Men tager jeg leje af kanoerne, skal der en tilladelse til, og da kanoerne er rimeligt dyre i investering og vedligehold, er det også nødvendigt at få en lejeindtægt, påpeger Niels Toft.
Han vil nu lægge billet ind på en tilladelse, når der kan søges til vinter. Samtidig håber han, at der kan findes en løsning inden da, så kanosejladsen hurtigt kan blive en realitet.










































































