Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, fredag den 20. februar 2026

Der er Folkemøde i Ribe i dagene fra den 21. til den 24. maj, og her har du, kære læser, mulighed for at være med til at præge den midlertidige klosterhave, der bliver anlagt ved klokketårnet på den gamle kirkegård i Ribe.

Klosterhaven viser, hvordan man forenede selvforsyning, lægeplanter og åndeligt rum til meditation på klostrets jorde.

Der kommer til at foregå mange ting ved klosterhaven, bl.a. QR- koder med forklaring på planterne, pandekager over bål med honning, figensaft, aften meditation, foredrag ved Ane Mette Olesen om Hildegard von Bingen og bænke til at sidde og nyde hele arrangementet.

Det er Folkemødets Ansgars Klosterhave-gruppe, der står bag arrangementet. Gruppen uddeler gratis blomsterkits til dem, der er interesserede, og blomsterkits kan afhentes ved domkirkens indgang i denne og næste uge (uge 9) i domkirkens åbningstid fra klokken 11 til 15. Blomsterkits uddeles så længe lager haves.

Der er ikke planter i plantekittet! Der er 3-4 forskellige løg/knolde, 3 forskellige slags frø, jord, potter, plantepinde og infomateriale.

Folkemødet i Ribe fra den 21. – 24. maj holdes med fokus på og fejring af Ansgar, der for 1200 år siden, bragte kristendommen til Danmark.

Du kan ved at klikke på nedenstående link se, hvornår der eventuelt er kirkelige handlinger. På de tidspunkter er der lukket for udlevering.

https://www.ribe-domkirke.dk/ribe-domsogn/aabningstider/aendringer-i-aabningstider