Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, lørdag den 13. november

Den brevafstemning til regionsrådet, der har fundet sted i Ribe, skal måske gå om.

Sagen er, at gamle valglister har været hængt op i lokalet som vejledning til de, der skulle afgive deres stemme.

Proceduren ved brevafstemning er sådan, at vælgeren selv skal skrive navnet på vedkommende, man vil stemme på, eller partinavnet på en seddel. For at hjælpe vælgeren hænger der en liste med partinavne og de kandidater, der stiller op til valget, i lokalet.

Problemet er bare, at i afstemningslokalet på biblioteket i Ribe hang der en gammel liste – formentligt fra valget i 2013.

Det betyder, at de vælgere, der brevstemte, har fået urigtige informationer om, hvem de kunne stemme på.

Hvad der nu skal ske, er op til indenrigsministeriets valgeksperter at afgøre. Det har i skrivende stund ikke været muligt at få en kommentar fra ministeriet.

Ryk Ind Ribe har fået flere henvendelser fra vælgere, der er forarget over fejlen.

En af dem er regionsrådsmedlem Karsten Uno, Gredstedbro, (S), der siger: – Jeg er rystet over meddelelsen om, at Esbjerg kommune har ophængt forkerte valglister på brevstemmestedet i bl.a. Ribe.

Det betyder, at det ikke har været muligt at afgive brevstemme på kandidater, der er opstillet for første gang. Til gengæld kan man stemme på andre, der ikke længere er opstillet.

Begge dele er urimeligt over for de personer, det drejer sig om.

– Jeg håber ikke, at det er udtryk for en ligegyldighed for det vigtige valg til regionen, men en meget beklagelig menneskelig fejl.

– Jeg undrer mig over, hvordan man kan finde en opstillingsliste fra 2013, og at der åbenbart ikke har fundet kontrol sted.

– Nu må indenrigsministeriet hurtigt finde frem til en metode, så de, der har brevstemt, får mulighed for at stemme igen. Herunder skal det sikres, at stemmer på en person, der var opstillet både i 2013 og nu i 2021, ikke mistes.