Tekst & Foto: Johnny Tauman
14. februar 2025
Hver dag kører gravemaskinføreren Jens fra Outrup til Falkevej, hvor han for entreprenørfirmaet Schanz A/S skal klargøre strækningen fra Mosevej til Skyttevej.
– Vi er blevet færdige med det nye fortov på østsiden, og her var det noget nemmere at grave, kommer det med et smil fra Jens, der tager en pause i sin lune kabine for at snakke med RYK IND RIBE.
Han oplyser, at strækningen, der er på godt 500 m, vil blive opdelt i småbidder, da der ligger gamle betonkanaler fra fjernvarmen, som skal fjernes. – Og så er der jo alle andre ledninger, der helst ikke skal ødelægges, siger Jens, som dagligt sidder mere end 110 kilometer bag rattet for at køre tur/retur for sit hjem. Han forventer, at han skal arbejde på Falkevej ind til udgangen af marts / medio april.
Al beton køres til Varde og knuses, så det kan genbruges til andre opgaver.