Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 24. juni

Det er en noget anderledes men særdeles spændende udstilling, galleri Liljebjerget i Skolegade i morgen, fredag (den 25. juni) præsenterer sit publikum for.

Det er billedkunstneren Flemming Rendbo, Sædding, der udstiller sine værker, der er en blanding af collager og pop art.

Flemming Rendbo er tidligere lektor og har det meste af sit liv arbejdet med billedkunst og forskellige udtryksformer. Han bruger genbrugsmaterialer så som gamle gulvbrædder, skibstømmer og lignende til sine værker, som får en meget kraftig udtryksform fordi Flemming Rendbo har en helt speciel sans for at sætte tingene sammen.

De nye værker præsenteres ved en fernisering fredag klokken 15, og ud over Flemming Rendbos værker vil maleren Lars Henning Andersen, Esbjerg, også være repræsenteret. Han har gennem nogen tid udstillet på galleriet, men fortsætter i den kommende tid til dels med nye værker.

De to kunstnere vil være til stede ved ferniseringen.

Galleri Liljebjerg er i øvrigt klar til at starte på en lang række events, som hidtil har været umulige på grund af corona-nedlukningen.

Stedet har været rammen om det første arrangement, nemlig et foredrag med sognepræst Torben Bramming, og den kommende tid vil byde på endnu flere arrangementer. Den 15. juli klokken 19 bydes der således på en koncert med pianist Jesper Rene, København, der vil spille romantisk musik af bl.a. Schumann, Mendelsohn og Chopin.

6. august får galleriet besøg af koncertsanger Maria Johannsen, hvor der dels bliver fællessang fra højskolesangbogen, og dels ved Marina Johannsen give nogle solonumre.

Galleri Liljebjerget drives af operasanger Troels Pedersen med assistance af Mona Thorslund.