Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe byhistoriske Arkiv, tirsdag den 30. juni 2026

Omkring 5.000 billeder fra Ribe taget i perioden fra 1850 til 1940 er nu tilgængelige for offentligheden. Billederne, der fortæller historie, kan nu findes på hjemmesiden arkiv.dk hvor der i øvrigt ligger mange andre billeder fra samme periode fra hele landet. Blandt andet 70.899 fra Esbjerg Kommune.

Arkivleder på Ribe Byhistoriske Arkiv Richard Bøllund fortæller, at bedre adgangen til at se historiske billeder har været et stort ønske fra borgerne i kommunen.

I slutningen af 2025 åbnede arkivet for tilgængeligheden af en større mængde billeder, og siden er der kommet mange flere til! Nu er der nemlig åbnet for de mange tusinde gamle billeder, der er taget inden 1940, og som fortæller historien fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1940. Arkiv.dk er Danmarks største fotoalbum og adgang til arkivernes samlinger i hele landet. Det er langt fra alle arkivernes billeder, der er blevet skannet og synlige, men der arbejdes løbende på at digitalisere hele samlingen.

Nemt for alle

For Arkivchef Lulu Anne Hansen, betyder det også meget at være med til at sikre en åben og fri adgang til lokalhistorien: – Det ligger i forlængelse af arkivets strategi at øge demokratiseringen og gøre arkivets digitale samlinger mere tilgængelige.

Indtil nu har en stor del af arkivets billeder kunnet ses i Esbjerg Kommunes mediearkiv – en hjemmeside mange har svært ved at finde, og hvor brugerne mødes af begrænsninger på delingsmulighederne. Ved at åbne op for billederne i arkiv.dk bliver det hele meget mere synligt, og lettere for brugere i hele landet at finde frem til. Og arkivet oplever ofte, at der indkommer forespørgsler for andre dele af landet fra borgere, der selv har rødder i byen.

Fokus på den nyere historie

Richard Bøllund er glad for, at arkivets billeder nu kommer ud til glæde og gavn for alle med interesse for Ribes historie: – Det har været et stort ønske for mig at tilgængeliggøre billederne for borgerne, så det store arbejde arkivet gennem en lang årrække har foretaget med at digitalisere og beskrive billederne i databasen endeligt, kan komme ud

Billederne er fra en tid hvor kameraer ikke var hvermandseje. Derfor er mange af billederne også taget af de tre store Ribe fotografer Bodil Hauschildt (1861-1951), C. Nørgaard-Nielsen (1870-1954) og A. Lauridsen (1886-1955) som tilsammen har været med til at dokumentere Ribe i perioden ca. 1890-1955. De tre fotografers negativsamling i form af ca. 50.000 glasplader er en værdifuld kilde til Ribes historie og glaspladerne som opbevares på arkivet, er i øjeblikket ved at blive ompakket og sorteret, så samlingen også i fremtiden er tilgængelig.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mælkebil der tilhører mælkehandler Anker Andersen, Grønnegade. Anker Andersen havde mælkeudsalg fra mejeriet Gramgaard, og kørte rundt i sin kassebil og betjente kunderne. Bilen holder i en brostensbelagt baggård og mælkehandleren, formodentlig Anker Andersen, tapper mælk i hvide kander til en stor dreng og en dame iført tjenestepigeuniform. På kassevognens side står der: Udsalg fra Mejeriet “Gramgaard” Anker Andersen, Telf. Ribe 179. Foto: C. Nørgaard Nielsen 1930-1940.

Esbjerg Byhistoriske Arkiv, som arkivet i Ribe hører under, har ligeledes synliggjort store dele af deres billedsamling i arkiv.dk. Her fortæller souschef Lars Hyldahl Brockhoff, at arkivet har en helt særlig kilde til byens historie – nemlig pressefotos fra Esbjerg-fotograferne Knud Rasmussen, Paul Bølling og Tonny Sørensen som også fotograferede begivenheder og steder i Ribe: – Heldigvis tillader teknologien i dag, at det relativt let kan lade sig gøre at synliggøre billeder, der ellers var gemt i vores databaser. Denne gang har vi åbnet for alle fotos fra før 1940, og vi glæder os til at fylde mere på, fortæller han.

Ferielukket på arkiverne

Mens der nu er mulighed for at gå på opdagelse i de digitale samlinger, holder arkiverne lukket i for besøg i ferieugerne 28-30. Der henvises til arkiv.dk – og ellers er man mere end velkommen til at besøge arkivet på næste åbningsdag, som for Esbjergs vedkommende er tirsdag den 28. juli og for Ribes vedkommende tirsdag den 4. august.

Puggaardsgade med Sønderportsgade 8 som ses for enden af gaden. Foto: Bodil Hauschildt ca. 1900.