Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Sydvestjyske Museer Thomas Jensen, tirsdag den 30. april 2024

En fyringsrunde er indledt på Museum Vest, der er en fusion mellem Sydvestjyske Museer med hovedsæde i Ribe og Fiskeri og Søfartsmuseet i Esbjerg. Det har blandt andet ført til flere afskedigelser af museets personale i Ribe.

Årsagen er, at museet skal spare 4,4 millioner kroner, der skal finansiere indkøbet af et nyt it-system samt et fælles kassesystem for alle museets afdelinger i kommunen.

Det har i Ribe medført kraftige rygter om, at de mindre museer som heksemuseet, Jakob A. Riis Museet og Rud Langgaard Museet på Det gamle Rådhus lukker, og at Museum Vest helt trækker sig ud af Det gamle Rådhus.

– Det er rigtigt, at der er sket afskedigelser fordi vi skal spare 4,4 millioner, der skal sikre, at Museum Vest fremover kan blive en integreret enhed, men hvordan strategien fremover bliver, er ikke vedtaget. Det sker på et strategiseminar for bestyrelsen den 4. og 5. juni, fortæller direktør i Museum Vest, Merete Jankowski.

Hun fortæller videre, at det man nu koncentrerer sig om er at få udbygget Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor der indtil videre er samlet 150 millioner kroner ind til formålet bl.a. ved tilskud fra kommunen og flere fonde.

– Det, vi satser på, er Fiskeri- og Søfartsmuseet og museet Ribes Vikinger, der er de to enheder, der giver os penge. Hvad der skal ske med de mindre afdelinger, bliver drøftet på strategiseminariet, fortæller direktøren.

Tidligere direktør Fl. Just præsenterede jo en plan for en optimering og udbygning af museet Ribes Vikinger. Er den taget af bordet?

– Der var ikke lavet en finansierings- eller strategiplan. Der var lavet nogle tegninger, som vi stadig arbejder med. Nu koncentrerer vi os om Fiskeri- og Søfartsmuseet, og derefter kommer turen til vikingerne i Ribe, siger Merete Jankowski.

Velux Fonden har tidligere doneret 875.000 kroner til Sydvestjyske Museer, som skulle bruges til udarbejde af planer for en optimering og udvidelse af museet i Ribe.

Som Fl. Just sagde den gang: – Museet har tjent os godt, men nu trænger det til en fornyelse.

Ud over de tre mindre museer i Ribe har Museum Vest også Bramming Egnsmuseum og Esbjerg Museum. Deres fremtid afgøres også på strategiseminaret.