Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 28. juli 2022
En fynsk familie blev så frustrerede over parkeringsforholdene i Ribe, at familien tog hjem igen på trods af, at de havde bestilt et hotelværelse.
Da det efter nogen tid ikke var lykkedes familien at finde en p-plads kom de tilbage til Hotel Ribe, hvor de betalte for hotelværelset, inden de igen forlod byen med uforrettet sag.
Det fortæller indehaveren af Hotel Ribe, Tinne Rieck.
– Det fynske par var meget frustrerede. De har tidligere været i Ribe og synes, det er en dejlig by, men de sagde, at de simpelthen ikke kunne finde en p-plads. Blandt andet var p-syd totalt belagt ikke mindst med autocampere.
– Vi hører ofte fra vores gæster, at de ikke kan forstå, at det er så svært at finde en p-plads i byen, og spørgsmålet er, om det er den måde, man skal behandle vores gæster på, spørger Tinne Rieck.
Problemet er blevet særligt stort efter hoteller og de, der driver Bed ad Breakfast ikke længere kan udstede parkeringstilladelser til gæsterne. Med en parkeringstilladelse kunne gæsterne holde ubegrænset i den indre by i syv dage. Nu gælder de almindelige regler for turisterne – nemlig to timers parkering i dagtimerne. Og byens gæster gider ikke at skulle flytte en bil hver anden time.
Formanden for byrådets plan og byudviklingsudvalg, Henning Ravn (V), siger i en kommentar til p-forholdene: – Det var da ikke en rar oplevelse.
– Sagen er, at vi netop har nedsat et udvalg, der skal kigge på parkerings- og trafikforholdene i Ribe. Det udvalg består af to medlemmer fra handelsstandsforeningen, to fra Bykernes Beboerforening og to fra byforum suppleret med personale fra forvaltningen.
– Det udvalg skal komme med ideer til, hvordan vi kan løse problemerne omkring trafik og parkering i indre by. Og vi vil gerne hjælpe med at sætte nogle forsøg i gang, så man også kan se virkningen af de eventuelle forslag, der måtte komme fra udvalget.
– Men alle vores optællinger viser, at det normalt er muligt at finde ledige parkeringspladser i Ribe, siger Henning Ravn.
– Men netop i sommertiden er p-syd hårdt belagt med autocampere, der jo fylder meget på en parkeringsplads?
– Det er rigtigt, og derfor arbejder vi også på at få lavet en plads til autocampere syd for p-syd. I min optik er det ikke kommunen, der skal drive sådan en plads. Men der er også flere, der har rettet henvendelse til kommunen og som er interesseret i at drive pladsen.
– Der skal være nogle minimumskrav til en sådan plads som toilet og et sted, hvor autocampernes spildevand kan tømmes ud.
– Alle undersøgelser viser, at de, der kører autocampere, lægger mellem 400 og 800 kroner i døgnet i den by, hvo de holder. Og forbyder man autocampere i Ribe ved f.eks. at nedlægge de store parkeringsbåse eller ved at sætte porte op ved indkørslerne til parkeringspladserne, får byen glip af den ret omfattende indtægt, som autocamperne giver, påpeger Henning Ravn.









































































