Tekst & Foto: Johnny Tauman
15. maj 2021

Du undrer dig måske over, at Kartoffelboden på Ribe Landevej ved Gredstedbro ikke endnu reklamerer med salg af nye kartofler, men det er der en helt enkelt grund til! – Min kartofler blev sat 14 dage tilbage, da frosten kom ved midnat i den koldeste april i mange, mange år, fortæller landmand Klaus Forum. Han havde ellers forsvarlig anbragt beskyttende plastik over sine kartoffelrækker – det plejer at være tilstrækkeligt.

Klaus har bevaret sit gode humør – og tror på et fornuftigt udbytte trods frostskaderne

– Jeg var overbevist om, at kartoflerne ville klare en gang morgenfrost som i de foregående år – men ikke nattefrost, siger Klaus Forum til RYK IND RIBE, der har prøvesmagt årets høst, idet et par planter havde overlevet under et dobbelt lag plastik.

Men hvad betyder det egentlig, når frosten svider kartoffelplanterne? – Læggekartoflerne fortsætter med at spire / vokse, men det betyder, at udbyttet bliver en del mindre, forklarer Klaus Forum, der håber, at han kan begynde at hente nye kartofler op med sin traktor og optager inden for de næste 10-14 dage.

Og det er nødvendigt med maskinkraft til at grave de nye kartofler op, idet omsætningen i kartoffelboden på de bedste dage er på et par hundrede poser.

Et kik ind i kartoffelboden fredag viste mange kartofler, men det er de gamle: – De synger på sidste vers, fortalte Klaus Forum, da vi traf ham på sit arbejde hos DLG! Han tilføjede: – Jeg havde faktisk valgt ferie i disse dage for at kunne tage mig af kartoffelhøsten, men nu er ferien udskudt!

Ligesom alle andre ønsker landmanden også varme – og så en passende mængde nedbør, som ikke betyder stående vand mellem rækkerne