Tekst og foto: Renè Jørgensen
28. november 2019.

Frivilliggruppen i Ribe fejrede 20 års jubilæum.

Børnene legede. Der var spil, computer og masser af brætspil, men flere havde nu alligevel kastet sig over de store stykker papir – og der blev tegnet, snakket og hygget.

De voksne sad i rummet ved siden af. Her fejrede man en helt særlig dag, nemlig frivillighusets 20 års jubilæum i Ribe. På gangen var der dækket op med lækkerier, og man kunne ikke andet end føle sig velkommen i de hyggelige lokaler, som dannede rammen om dagens arrangement.

– 20 år – Vi er lidt stolte over at kunne holde fast i denne frivilligaktivitet i udkanten af den store Esbjerg Kommune. Her findes der ikke frivilliggrupper af vores slags under Dansk Flygtninge Hjælp, kom formanden Bjarne Hansen ind på i sin velkomsttale.

– Havde det ikke været for Ellen (Tønder red.) og Gudrun (Rishede red.) og en håndfuld flere, havde vi ikke stået her i dag. Vi er en del af Dansk Flygtningehjælps 7000 frivillige, og vores primære formål er at hjælpe flygtninge til en bedre integration i Danmark, forsatte formanden i sin tale.

Bjarne Hansen fortalte også, at frivillighuset arbejder uafhængigt af partipolitik og religiøse interesser.
– Vi er sat i verden for at hjælpe andre med at forstå den danske kultur, det danske sprog og den danske lovgivning. Formanden kom også ind på de områder, de arbejder med i frivillighuset. Set i forhold til en by af Ribes størrelse er der mange frivillige hjælpere. For tiden er der 47 personer, der hjælper til med alt lige fra udflugter, lektiecafé til praktiske ting. Blandt de frivillige er der syv med anden etnisk baggrund, og det er en stor hjælp, når der er brug for tolkebistand.

Nermin, en ung kurdisk kvinde fra Syrien, møder RYK IND RIBEs reporter til en snak om frivillighuset – byen Ribe og livet i Danmark. Nermin er i midten af trediverne og har fire børn. Tidligere på året flyttede hun til Esbjerg for at få en større og bedre bolig. Nermin og børnene er her selv. Nermins mand kan ikke få opholdstilladelse i Danmark – det land hun er kommet til at holde så meget af. Hvad fremtiden byder er uvist, men Nermin og børnene vil gerne blive i Danmark, hvor de har opholdstilladelse.

Nermin kom til Danmark med børnene i 2015, og har mange venner. Sproget behersker hun fint og nu leder hun efter et arbejde. I Syrien havde hun arbejde som frisør og i et lille supermarkedet – noget hun var glad for. Krigen gjorde, at alting blev dyrere, men hun kunne lide sit arbejde, indtil krigen tvang dem på flugt. Nermin regner da også med snart at være i arbejde igen. Nermin bor som sagt i Esbjerg, men når hun er i Ribe, føler hun sig hjemme. – Jeg kender så mange her, og jeg savner byen, så måske vi får den smilende og venlige Nermin at se igen i byen.

Blandt gæsterne var også Peder Tørnqvist, som repræsentant for Integrationshuset, som kendte mange gennem sit arbejde. Mange af de fremmødte er i dag i fast beskæftigelse og behersker det danske sprog ganske flot.

De 65 besøgende til arrangementet hyggede sig sammen, og fremmødet var man tilfreds med i frivilliggruppen.