Tekst Torben Ravnborg Nissen, privatfotos, mandag den 22. juni 2026
I forbindelse med udvidelsen og renoveringen af Øster Vedsted Forsamlingshus var der samlet en gruppe frivillige fra Forsamlingshuset og Øster Vedsted IF lørdag formiddag den 20. juni. Med god assistanse af maskiner venligst udlånt til lejligheden, skovle, trillebør og godt humør gik de i gang med at forberede området, hvor den længe ventede tilbygning skal opføres.
Formand for forsamlingshusets bestyrelse, Annemette Andersen, fortæller, at projektet skal skabe bedre rammer for både forsamlingshuset og idrætsforeningen.
– Udbygningen kommer til at rumme en ny entré samt depotrum til opbevaring af stole, borde, rengøringsudstyr og idrætsforeningens mange redskaber til gymnastik og andre aktiviteter. I dag skal udstyret flyttes frem og tilbage, og det giver både ekstra arbejde og slid, siger hun.
Lørdagens indsats bestod i at fjerne fliser fra området, så der kan støbes fundament i uge 27. Dermed er endnu en vigtig milepæl nået i et projekt, der har været undervejs i omkring to år.
Den samlede anlægssum ligger på knap 1,8 millioner kroner. Forsamlingshuset og Øster Vedsted Idrætsforening har hver bidraget med 350.000 kroner, mens resten er rejst gennem fonde, puljer og lokale donationer.
Om der også bliver råd til en tiltrængt renovering af toiletterne, er endnu usikkert.
– Toiletterne trænger, men lige nu er økonomien ikke på plads til den del af projektet. Derfor koncentrerer vi os om tilbygningen først, forklarer Annemette Andersen.
Projektet er et tydeligt eksempel på det stærke lokale engagement i Øster Vedsted, hvor både frivillige, foreninger, virksomheder, fonde og offentlige puljer har bidraget til at gøre planerne til virkelighed.
– Skulle finansieringen til toiletterne falde på plads tidligere end forventet, bliver der igen brug for frivillige hænder. Erfaringen viser dog, at opbakningen i Øster Vedsted er stor, når lokalsamfundet går sammen om et projekt, slutter Annemette Andersen.
Fakta: Finansiering af udvidelsen
Samlet budget: 1.777.540 kr.
Egenfinansiering
Øster Vedsted Forsamlingshus: 350.540 kr. Øster Vedsted Idrætsforening: 350.000 kr.
Lokale bidrag og donationer
Øster Vedsted Fællesråd: 30.000 kr. Byfestudvalget i Øster Vedsted: 20.000 kr. Ribe Handel/Vinfestivalen: 55.000 kr. (honorar for frivilliges fra Forsamlingshuset og Øster Vedsted IF arbejde ved Ribe Vinfestival) kr. Ib Laursen ApS: 25.000 kr.
Fonde og puljer
Norlys Vækstpulje: 200.000 kr. Puljen til lokale projekter, Esbjerg Kommune: 100.000 kr.
Claus Sørensens Fond: 50.000 kr. Brandkassefonden Sydvest: 25.000 kr. Toosbuys Fond: 66.500 kr.
Østifterne Almennyttige f.m.b.a.: 80.000 kr. Johan Hoffmann Fonden: 80.000 kr. Lida og Oskar Nielsens Fond: 25.000 kr. Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond: 30.000 kr.
Offentlige midler
Budgetaftale Esbjerg Kommune: 290.500 kr.
(flere billeder herunder)












































































