Tekst: Renè Jørgensen foto: Esbjerg Kommune
26. september 2025.
Frivillige i Esbjerg Kommune blev hyldet med priser
KORN180 – KFUM’s sociale arbejde, Børns Voksenvenner Ribe/Bramming og Café Kig Ind har netop modtaget årets Frivillighedspriser i Esbjerg Kommune, mens Johan Hoffmann Fondens pris i år gik til Esbjerg Lykke Liga. Priserne blev overrakt på Frivillig Fredag, der hylder de mange lokale ildsjæle, som hver dag gør en forskel for andre.
150 frivillige fra Esbjerg Kommunes mange sociale foreninger deltog fredag eftermiddag i arrangementet Frivillig Fredag på rådhuset. Her blev de velfortjent fejret for den store indsats, som de året rundt gør for andre. Samtidig blev det afsløret, hvem der i år har vundet Esbjerg Kommunes tre Frivillighedspriser:
Førsteprisen og 10.000 kr. gik til KORN180 – KFUM’s sociale arbejde for deres store arbejde for som værested og værksted med projekter inden for indretning, upcycling og kunst at få unge mennesker til at blomstre og komme videre i uddannelse og ordinært job.
Andenprisen og 5.000 kr. gik til Børns Voksenvenner Ribe/Bramming for deres store arbejde med at matche voksne frivillige med børn i alderen 6-16 år, som har brug for flere tætte og trygge voksenkontakter, der kan give dem mere selvtillid og mod på livet.
Tredjeprisen og 2.500 kr. gik til Café Kig Ind, hvor de frivillige medarbejdere med tilbud om banko, kortspil, strikkeklub og meget mere gør en stor indsats for brugerne.
En festdag for frivilligheden
Det er Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune, der på baggrund af indstillinger udvælger prismodtagerne.
– Frivillig Fredag er en fantastisk lejlighed til at hylde alle vores frivillige. Det er en festdag for frivilligheden. Jeg vil gerne ønske alle prisvinderne et stort til lykke og samtidig sige tak til alle de frivillige ildsjæle, der med deres indsats er med til at gøre en forskel for andre og styrke fællesskab og trivsel her i vores kommune, siger formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune, Jakob Lykke.
Johan Hoffmann Fondens pris
På dagen blev også Johan Hoffmann Fondens pris uddelt. En pris, der hvert år uddeles til en udvalgt handicapforening i Esbjerg Kommune. Prisen på 15.000 kr. gik i år til Esbjerg Lykke Liga, der gennem håndbold giver børn og unge med udviklingshandicap mulighed for at opleve fællesskab og få mere selvtillid, social udvikling og kropskontrol.