Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 4. september

Der var masser af redningsbiler på Kastaniealle i Ribe lørdag formiddag, og selv om det for mange så dramatisk ud, var baggrunden heldigvis en øvelse.

Det var en halv snes frivillige fra Sydvestjysk Brandvæsen i Esbjerg, der var i Ribe for at øve redningsindsats under så realistiske forhold, som en øvelse nu kan være.

Meldingen lød på, at der i en bygning med et laboratorium var sket en eksplosion, og at fem personer var kommet mere eller mindre alvorligt til skade ligesom bygningen delvist var styrtet sammen eller i fare for at gøre det.

Det betød, at de frivillige både skulle øve sig i at afstive bygningen, så ulykken ikke blev forværret, ligesom de frivillige skulle yde førstehjælp til de tilskadekomne. Til hjælp for opgaven havde de frivillige Sydvestjysk Brandvæsens nye container med, som er opbygget netop til redningsopgaver, ligesom en bil opbygget til bekæmpelse af miljø- og forureningsulykker var med.

Med i øvelsen var også Sydvestjysk Brandvæsens nye indsatslederbil, der er en rullende kommandocentral samt brandvæsnets dronerenhed, der beviste, at den moderne teknik har en fantastisk betydning, hvis der skal dannes et overblik over et katastrofested, eller hvis der er tale om eftersøgninger.

Øvelsen fik et vellykket forløb.

Den nye indsatsbil er indrettet på den måde, at de forskellige funktioner er pakket i containere, der hurtigt kan læsses og sendes afsted på en lastbil

Indsatslederbilen i midten af billedet er indrettet som en rullende kommandocentral. Dronerbilen til højre er udstyret med en masse specialudstyr til flyvningen