Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto privat, søndag den 18. februar 2024

Når Ribes kulturnat holder inspirationsmøde og generalforsamling onsdag aften d.21.februar på Café Quedens, vil det hovedsaligt handle om at brainstorme over komiteens temaoplæg: ”Frivillig … blot til lyst?”.

I en pressemeddelelse fra komiteen hedder det: ”Den store donation i form af 3 x 100.000 kr. fordelt over tre år, som kommer fra Obbekjerfonden, har givet komiteen idéen til at hylde frivilligheden. Temaet er nærliggende og meget aktuel for netop os lige nu, men også for hele samfundet som institution for en kultur der bliver båret af frivillige kræfter.

De kommende år skal der arbejdes på nye strategier, der skal fremtidssikre kulturnatten og gøre den mere selvstændig og bæredygtig. Det betyder at vi skal have fat i endnu flere frivillige både enkeltpersoner, foreninger, restaurationer og klubber af både sportslig, kreativ og musikalsk karakter, som har lyst til at være med til at skabe kulturnat.

I år bliver der derfor en speciel anledning til at vise frem, hvad man står for som forening, og til at hylde sine frivillige. I hvilken form det skal foregå på selve kulturnatten, kan man være med til at definere, hvis man møder op til inspirationsmødet på Quedens Café kl.19.00 onsdag aften. Alle er velkomne”