Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Esbjerg Kommune, 10. september 2025

Alt tyder på, at to store projekter nu kan gennemføres efter at det store flertal i byrådet i budgetforliget har afsat penge til projekterne.

Det drejer sig dels om en ny hal ved Ribe Fritidscenter, der sammenlagt løber op i 22 millioner kroner, samt den nye indgangsportal og -bygning ved Ribe Vikingecenter, der er anslået til 75 millioner kroner.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) fortæller, at der er lavet en anlægspulje til fritids- og kulturprojekter i kommunen, og her er de to projekter i Ribe med.

– Der er nu nogle ting, der skal falde på plads så som egenfinansiering og beregning af driftsudgifter. Men i og med, at kommunen har afsat penge, gør det lettere også at få andre med, siger borgmesteren.

Ribe Vikingecenter har fået 90 procent af de 75 millioner kroner dækket ved fonde, og nu giver kommunen de sidste 10 procent.

Jesper Frost Rasmussen glæder sig meget over, at fritidscenteret nu får den længe ønskede hal.

– At vi har puttet pengene i en pulje er ren teknisk og betyder, at vi ikke kan sige noget om hvilket år i budgetperioden, der er på fire år, projektet kan gennemføres. De ting, der skal afklares, må komme i den kommende tid, men det er vigtigt, at man har indregnet de kommunale midler i budgettet.

Penge til skoler

Med hensyn til folkeskoler sætter forligspartierne yderligere 45 millioner kroner af, så der nu frem til 2029 samlet er 150 millioner kroner til opgaven.

– Den største enkeltstående ting i budgettet og udtryk for, at det har vi prioriteret højt, og det kræver noget at få det gennemført, siger Jesper Frost Rasmussen

Ordblinde i Ribe-Bramming området får nu mulighed for at få hjælp på egne skoler fremfor at skulle til Esbjerg.

– Der kan være langt fra den sydøstlige del af kommunen til Esbjerg, hvis man går i 7. klasse og hver dag skal i en profilklasse i Esbjerg, for at få hjælp. Vi har afsat midler til ekstra konsulenthjælp, så eleverne nu kan få hjælpen på deres egne skoler, oplyser Jesper Frost Rasmussen.

Penge til specialafdeling

Der afsættes 12 millioner kroner til en specialafdeling ved den nye børnehave på Nørremarken, og det betyder, at børn med handicap ikke skal tage den lange transport fra Ribe til Esbjerg for at komme i en specialafdeling.

Et ønske fra Øster Vedsted om depot og toilet ved forsamlingshuset til 290.000 kr. er også med i budgettet. Og der er sat penge af til, at Termansens og Jazzin’Ribe og Termansen kan holde niveauet til rods for øgede udgifter. Ribe Stifts folkemøde får 150.000 kroner, mens nogle ønsker om reparation og forlængelse af nogle cykelstier er overladt til det tekniske udvalg. Til gengæld er der afsat yderligere 5 millioner kroner til området.

Tilfredshed

– Du er tilfreds med budgettet?

– Det er virkelig et godt budget. Vi har kunnet imødekomme mange af ønskerne, men det er gjort ansvarligt, så vi efterlader en fornuftig økonomi til det nye byråd. Der er nogle grundlæggende ting, som vi på grund af økonomien tidligere har skubbet med. Det gælder bl.a. udskiftning af noget gadebelysning og reparation af nogle veje, som vi ikke tidligere har haft råd til, og de ting er kommet med nu.

Der er også sat penge af til at undersøge de problemer, skolernes ændrede brug af hallokaler har medført for de selvejende institutioner, så der med borgmesterens ord kan findes en langtidsholdbar løsning

– De egentlige budgetforhandlinger begyndte tirsdag, så det er da hurtigt, i er blevet færdige?

– Ja, nu har vi jo holdt en del møder de sidste uger og på den måde lavet nogle forberedelser. Uden de møder kunne det heller ikke lade sig gøre så hurtigt, fortæller borgmesteren.